GISSELFELD-STRIDEN

          GREVENS FEJDE

Startside og menu

Gisselfelds historiske fakta

"De lukkede bestyrelsesmøder var meget ubehagelige. Man truede mig med alverdens ting, hvis jeg ikke var føjelig, holdt mig for nar og førte i mange tilfælde ikke mine protester og bemærkninger til protokols. Jeg tror ikke folk kan forestille sig hvor groft jeg er blevet trådt på."    

Årelangt mareridt plager berømt eventyrslot

"Gisselfeld Kloster - her lever eventyret" står der på forsiden af en smuk turistpjece om det kendte gods i Sydsjælland. Godt det samme man løb tør for pjecer for et par år siden, for teksten har længe været misvisende. Eventyret er nemlig blevet til et mareridt.

Danmarks 5. største jordgods har i over 5 år været centrum for en meget voldsom og juridisk kompliceret ledelsesstrid, der har givet stof til i hundredevis af artikler i aviser og ugeblade samt tv-indslag. Striden, mellem overdirektør Erik greve Danneskiold-Samsøe og bestyrelsen, er i pressen døbt "Grevens fejde", et "Morten Korch-drama" o.s.v.

"Der er tale om et justits- og karaktermord i en meget snedig og gennemtænkt udgave, samt mobning og personlig forfølgelse af værste klasse", skrev cand. psyk., Lars Maach fra støttegruppen "Gisselfelds Venner" i et tre sider langt brev til justitsministeren og Civilretsdirektoratet i april 1999.

Selv siger Grev Erik: "Uden usandheder og manipulation havde bestyrelsen ikke opnået det de utroligvis har. Hvis Chr. Gyldenløve vågnede fra graven og så dette morads, så ville han blive så forbandet at han ville sætte noget voldsomt i værk for at få stadfæstet den gamle fundats."

Gisselfelds hårdt prøvede overdirektør henholder sig til Gisselfelds specielle juridiske fundament, en speciel fundats udfærdiget  i 1701 og 1702 .

De specielle arveretslige regler udfærdiget af Kong Christian V's uægte søn, Christian Gyldenløve, og dennes børn, i 1700-tallet har givet Gisselfelds overdirektører nærmest enevældig magt i 300 år. Dog ikke siden sommeren 1996, hvor en ny bestyrelse, i samarbejde med Civilretsdirektoratet og Justitsministeriet, vristede almagten fra grev Erik.

Den 16. april 1998 stævnede grev Eriks advokat Chr. Harlang henholdsvis Justitsministeriet, Civilretsdirektoratet og Gisselfeldbestyrelsen og siden har ledelsesstriden på Gisselfeld verseret som en kompliceret og udmattende sag ved domstolene. 

Den 8 januar 2002 faldt der dom i sagen i landsretten, og den gik helt og aldeles imod Erik Danneskiold. Marathonsagen er nu anket til højesteret, hvor den forventes at komme for i slutningen af 2002 eller i 2003.

Gammel slægtsfejde

Flettet ind i den aktuelle magtkamp om Gisselfeld er også en helt speciel slægtsfejde. Kammerherreinde Elisabeth Lassen har således ihærdigt bekæmpet Grev Eriks familiegren siden denne satte sig i Gisselfelds attraktive overdirektørstol i slutningen af 1960'serne, en snes år efter hun selv blev tvunget til at forlade Gisselfeld under traumatiserende omstændigheder.

Elisabeth Lassen er selv en Danneskiold-Samsøe; født på Gisselfeld, men hendes familiegren blev i 1945 tvunget til at forlade jomfruklosteret efter 31 år på stedet da hendes far grev Aage dør.

"Bare du dog havde været en dreng", skulle grev Aage igen og igen have sagt til sit eneste barn, den lille Elisabeth. Kun mænd kan nemlig arve overdirektørembedet, og med Elisabeth som eneste barn var Gisselfeld tabt for grev Aages familiegren.

Helt tilbage i 1960 danner Elisabeth Lassen et familieråd og lægger vedholdende pres på skiftende Justitsministre, for at få indsat en bestyrelse på Gisselfeld, samt indført et såkaldt egnethedskriterium kommende overdirektører skal leve op til. Gerne med tilbagevirkende kraft! Eller sagt på en anden måde: Grev Eriks familiegren er ifølge kammerherreinden, der bor på nabogodset Holmegaard, henhørende til de ikke egnede og bør fjernes.

I 1985 kræver Justitsministeriet, at Gisselfeld får udfærdiget en tillægsfundats, der pålægger den almægtige overdirektør at indsætte en bestyrelse.

Otte år tager det før denne tillægsfundat  kommer på plads.

Tre år senere, i marts 96 forlanger Justitsministeriet, at den siddende bestyrelse bliver udskiftet med en ny, allerede inden 1. maj. Forklaringen på ministeriets panikkrav er tilsyneladende, at man er blevet vildledt til at tro at Gisselfelds gæld er dobbelt så stor som den rent faktisk er.

Atter bærer rænken Elisabeth Lassens mærke. I begyndelsen af marts skriver Elisabeth Lassens advokat, Per Harder til Justitsministeriet og kritiserer endnu engang Grev Eriks ledelse af Gisselfeld. Og klosterets gæld bliver af kammerherreindens advokat fejlagtigt opgivet til 124 millioner kroner. I virkeligheden er den kun det halve.

Justitsministeriet truer få dage senere med at tvinge en bestyrelse ned over hovedet på overdirektøren på Gisselfeld, hvis han ikke gør som der bliver sagt, beretter Danneskiold-Samsøe.

Grev Erik har da netop mødt Johan Koed-Jørgensen. Da greven samtidig får ham anbefalet af en god bekendt, beslutter han at tilbyde ham en plads i den nye Gisselfeld-bestyrelse. Koed-Jørgensen takker ja, men betinger sig at han får sin advokat Niels Olof Kyed med, så han - som han udtrykker sig - kan løfte den store, ansvarsfulde opgave tilfredsstillende. Greven aner ikke uråd og accepterer Koeds forslag.

Men allerede på det første bestyrelsesmøde d.1. maj kræver Koed endnu en ændring i bestyrelsen. Den jyske godsejer vil af med Hans Bjerrisgaard, der dels er landbrugsuddannet, dels er personlig ven med Grev Erik. Koed får igen sin vilje. I Bjerrisgaards sted træder - på Koeds opfordring - forhenværende generalløjtnant K.G.H. Hillingsø som Koed også kender personligt.

Derved er Danneskiold-Samsøe den sidste landbrugsuddannede i bestyrelsen. Men aller vigtigst: Med Hillingsøs entré har Koed fået flertallet i den fem mands store bestyrelse. Snart vil også grevens sidste positivt indstillede bestyrelsesmedlem, Bertel Brinck Eliassen, falde sin gamle kostskolekammerat i ryggen og  magtovertagelse vil være fuldkommen, for herefter er den totalt isolerede overdirektør end ikke i stand til (juridisk) at bevidne hvad magtovertagerne udsætter ham - og Gisselfeld - for på de lukkede bestyrelsesmøder fra 1996-98. Ifølge grev Erik rystende uhyrligheder. Ifølge de fire allierede bestyrelsesmedlemmer uhyrligheder ja, men udelukkende kommende fra "den uduelige overdirektør".

På det fjerde bestyrelsesmøde d.10. juli præsenterer Koed & Co. en ny forretningsorden, der skal underskrives af alle medlemmer.

Tre af Gisselfeldbestyrelsens medlemmer samt deres advokat Karoly Nemeth på vej i retten september 2001.

Erik Danneskiold-Samsøe fortæller: "Jeg blev fuldstændig chokeret, da jeg så denne forretningsorden, idet den fratog mig min kompetance på en række områder. Jeg følte mig umyndiggjort; sat under administration, og meddelte, at jeg ikke ville skrive under. Jeg ville tale med min advokat først. Da de andre skrev under, lod jeg mig imidlertid til sidst overtale, og skrev under, men med forbehold og under protest! Hvorfor jeg overhovedet skrev under? Fordi jeg i forvejen var stærkt presset af Justitsministeriet, der havde truet med at tvangsindsætte en bestyrelse. Men jeg bad udtrykkeligt om at mit forbehold overfor forretningsordenen blev ført til protokols. Og da mødet blev hævet, og de øvrige bestyrelsesmedlemmer var gået, bad jeg godsforvalter og referent Jan Borre Bjødstrup om at læse hvad han præcist havde skrevet i referatet."

Det viste sig at Bjødstrup slet intet havde skrevet. Det gav Erik Danneskiold dagens andet chok og han bad om en forklaring. "Men det kunne en synlig påvirket Bjødstrup ikke give", fortæller den "kuppede" overdirektør. "Det endte med at jeg sagde: Godt så sætter vi to os ned og rekonstruerer det hele, hvilket vi så gjorde."

Bjødstrups arbejdssituation var alt andet end misundelsesværdig og et halvt år efter at den nye forretningsorden var sat i værk tog han sin afsked. Flere ledende medarbejdere skulle snart følge ham.

"Overdirektøren kan slå græsset"

Via en dyrtkøbt personlig erfaring véd Danneskiold-Samsø i dag hvorfor Koed-Jørgensen er ugleset i brede kredse. Fra at være uhyre venlig blev han,  så snart alle bestyrelsesmedlemmer havde underskrevet forretningsordenen, grov og truende overfor Erik Danneskiold, fortæller Gisselfeldgreven.

"Man ønskede parkgartneret fyret. Hvem skal så passe parken?, spurgte jeg, hvorefter Koed ondskabsfuldt bemærkede: "Så kan du jo gøre dig nyttig og sætte dig op på græsslåmaskinen".

Grev Erik tilføjer: "Det jeg har været igennem siden den nye bestyrelsen kom ind på Gisselfeld har intet haft med fornuftigt bestyrelsesarbejde at gøre. Det har udelukket været bekrigelse af mig. Jeg er gang på gang blevet pålagt at få samarbejdet til at fungerer, men bestyrelsen har på intet tidspunkt forsøgt at samarbejde med mig. Husk, at det var mig der tog bestyrelsen ind med den intention at de skulle hjælpe mig, men efter bare to møder falder de mig i ryggen og gør alt for at få mig afsat. Man satte mig i en en komplet fastlåst situation. Jeg kunne ikke andet end gå rettens vej."

Da greven protesterer over at Koed vil kassere Gisselfelds økologiske og miljøvenlige landbrug og overalt intensivere og rationalisere driften, belærer Koed ham råt for usødet om at det er ham og ikke greven, der bestemmer over Gisselfeld. "Alt hvad du har lavet på Gisselfeld er lige til skraldespanden", bemærker Koed-Jørgensen i samme åndedrag. Sammen med Hillingsø og Kyed har Koed flertal i bestyrelsen og den flertalsmagt fortolker de tre som værende over overdirektørposten, jævnfør den nye tillægsfundats samt den nye forretningsorden underskrevet d.10. juli 1996.

Hvad der har været umuligt i flere hundrede år - at Gisselfelds overdirektør fratages sin fundatssikrede almagt - udføres lige på og hårdt af Koed-Jørgensens og hans tro væbnere i bestyrelsen i sommeren 1996.

Næppe nogen aner på dette tidspunkt hvor voldsom og omfattende magtkampen skal vise sig at blive.

Anklageskrift på over 1.200 sider

I Civilretsdirektoratet har den uløselige Gisselfeldsstrid med udgangen af 2000 akkumuleret over 4.500 sider. Ingen kender det nøjagtige tal, der er vokset eksplosivt siden 1997.

Og i kølvandet på hovedslagsmålet mellem bestyrelse og overdirektør er fulgt adskillige politianmeldelser og separate retssager. 

Sagens juridiske flagskib er et sagsanlæg på godt og vel 1.200 sider udfærdiget af advokat Chr. Harlang for Gisselfelds suspenderede overdirektør og indbragt for Østre Landsret d.16. april 1998. Den omfattende sag, der både anklager bestyrelsen, Civilretsdirektoratet og Justitsministeriet for at have forbrudt sig mod Gisselfelds helt specielle fundats fra 1700-tallet, blev genoptaget i sit fulde omfang i september 2000,1 efter at Østre Landsret d.3. marts samme år afsagde dom i 3 ud af 9 delpunkter. Alle tre deldomme faldt i marts 2000 ud til bestyrelsens fordel, der fik medhold i deres ledelsesret over Gisselfeld inklusive den almægtige overdirektør, der ifølge fundatsen og 300 års praksis er Gisselfelds øverste chef.

Og 8. januar 2002 dømte landsretten så imod grev Erik på alle punkter i sagen. 

Ender hele sagen alligevel til sidst med det - for mange - utænkelige, at grev Erik genvinder sin ledelsesret over Gisselfeld, må vejen til retfærdighed siges at have været lang og trang. Og sejrer den suspenderede overdirektør i højesteret - hvilket flere juridiske eksperter siger han har en god chance for -  er sagen en tidsindstillet bombe af ganske betragtelige dimensioner, der vil skade en lang række indflydelsesrige personer og myndighedsinstanser, incl. justitsministeren og hendes/hans magtfulde juridiske bagland.

Omend det i så fald langt fra er første gang man i Justitsministeriet ikke har kunnet læse loven.

En hær af prominente folk

Set med pressens øjne gør det bestemt ikke striden mindre interessant, at den inddrager prominente folk som fhv. generalløjtnant K.G.H. Hillingsø (via sin kone personlig ven med dronningen), fhv. præsident for Landbrugsrådet, H.O.A. Kjeldsen (suppleant i Gisselfeld-bestyrelsen), godsejer Johan Koed-Jørgensen, kammerherreinde Elisabeth Lassen, advokat Niels Oluf Kyed, erhvervsadvokat Koroly L. Nemeth, justitsministrene Frank Jensen og H.P. Clausen - samt mange flere. 

Bagved det usædvanlige persongalleri, og bestyrelsesfløjens energiske forsøg på at tilkæmpe sig magten over Gisselfeld, ses også en ideologisk kamp mellem profit og bæredygtig udnyttelse af jorden.

Tabt har foreløbigt bæredygtigheden, sammen med Gisselfelds overdirektør siden 1975 (dog suspenderet af Civilretsdirektoratet i 1999).

Vundet har bestyrelsen, Justitsministeriet og profitten - inklusiv den hale af advokater, der har tjent millioner på den uforsonlige magtkamp, der ser ud til at skulle give bestyrelsens advokater et tykt lag smør på brødet i flere år endnu.

Hvor står så striden i dag? Trods en vigtig landsretsejr, samt andre væsentlige sejre i kampen om det meget værdifulde sydsjællandske gods, har bestyrelsen alvorlige problemer på en række felter. Først og fremmest er det - trods den daglige forvaltningsmagt over de knap 4.000 hektar Gisselfeldjorde, 110 huse m.m. - et slemt skår i bestyrelsens glæde, at det overhovedet er lykkedes grev Erik at anlægge en så stor og kompleks retssag som tilfældet er - endda uden økonomiske midler. Desuden må en massiv propagandakampagne for at få Erik Danneskiold-Samsøe til at fremstå uduelig, og på vej til at køre Gisselfeld økonomisk i sænk, i høj grad siges at være tilbagevist. Total Inddragelse af grevens løn har Koed & Co. på Civilretsdirektoratets foranledning måttet opgive, og bestyrelsens yderst tvivlsomme politianmeldelser af greven anklaget for bedrageri og underslæb er blevet henlagt af politiet. Ligeledes har man ikke kunnet få Kongens Foged til at sætte greven ud af sit hjem på slottet.

Siden 1999 har bestyrelsen været nærmest besat af ønsket om at få smidt den suspenderede overdirektør ud af sin bolig på slottet, men er helt bogstaveligt stødt panden imod Gisselfeldborgens tykke mure. Eller rettere: låste døre, hvortil kun grev Erik har nøglen. 

Med støtte fra fondsmyndigheden er det lykkedes bestyrelsen at fratage al Erik Danneskiolds ledelsesmæssig indflydelde (overdirektør, bestyrelsesformand og bestyrelsesmedlem) men på trods af snesevis af appeller til Civilretsdirektoratet, kan bestyrelsen ikke komme videre i dens korstog mod greven og hans slotsbolig. Og irritationen er tydeligvis stor.

Trusler overfor Civilretsdirektoratet fra bestyrelse om at gå i protest har heller ingen effekt haft.Og som forventet er truslerne da også forblevet ueffektueret.

Udadtil fremstiller bestyrelsen sagen som om det blot handler om at at forvalte Gisselfelds værdier (økonomisk) bedst muligt, men lige under dette tynde lag fernis handler det snarere om elementær psykologi: En ydmygende tvangsflytning af greven til et ordinært hus eller lejlighed, ville få ham til at se slået ud samt muligvis også knække ham psykisk, hvorved bestyrelsen måske ville slippe for grevens udmattende - og farlige - retssag, der d.17. september 2001 blev genoptages i landsretten nøjagtig to dage før 300 års fødselsdagen for Christian Gyldenløves oprindelige Gisselfeldfundats fra 19 september 1701. Oprindeligt skulle retssagen have være begyndt den 11. september, men blev måneden før udsat 6 dage.

Retten må ikke gå sin gang

Isoleret, låst inde på borgen, frataget sin bil, frataget over halvdelen af sin løn, med telefonen (og indtil for nylig også tyverialarmen) afbrudt af bestyrelsen, bombarderet med kassevis af meget ubehagelige breve samt i hundredevis af truende skrivelser modtaget via fax, der ved flere lejligheder har kørt non stop i mange timer, og på tragikomisk vis fyldt grev Eriks kontor med faxpapir - m.m., m.m. -  overlever grev Erik således mirakuløst krigen om Gisselfeld anno 2002 på 5., snart 6. år. I sig selv lidt af en præstation. Og vel at mærke næppe  sket, hvis ikke en idealistisk advokat med speciale i fondsjura var dukket op ud af intet i 1997 og havde tilbudt at føre sagen på forventet efterbevilling. 

På det tidspunkt havde to advokater indenfor ét år forladt den hårdt pressede overdirektør pga. manglende betaling. Da grev Erik i stridens start truer med retssag smækker bestyrelsen nemlig kassen i for de fleste af overdirektørens regninger, incl. hans advokatudgifter, mens bestyrelsen igennem årene har udbetalt millioner til sig selv og deres egen advokatkrig mod grev Erik.

Mange anser i den forbindelse bestyrelsens metoder for under lavmålet: Det er som om man meget bevidst har forsøgt at knække grev Erik menneskeligt for på den måde at undgå en egentlig domsafsigelse i sagen. Chr. Harling opregner i alt 40 tilfælde af ulovlige overgreb - adskillige med klang af personforfølgelse - på hans klient.

Fremfor at lade retten gå sin gang har bestyrelsen gjort stort set alt for at genere og udmatte grev Erik, mener flere af dem, der har fulgt sagen nøjere.

"De lukkede bestyrelsesmøder var meget ubehagelige", fortæller Erik Danneskiold, der konstant stod alene overfor de fire andre i bestyrelsen på i alt 17 eller 18 bestyrelsesmøder fra 1996-99. "Man truede mig med alverdens ting, hvis jeg ikke var føjelig, holdt mig for nar og førte i mange tilfælde ikke mine protester og bemærkninger til protokols. Jeg tror ikke folk kan forestille sig hvor groft jeg er blevet trådt på."

Dagen efter det ubehagelige bestyrelsesmøde d.10/7-96 ringede Erik Danneskiold Koed-Jørgensen op og sagde: "Koed-Jørgensen, hvis du fortsætter med at behandle mig så groft som i går, så får vi to nogle gevaldige diskussioner fremover. Dertil svarede Koed koldt: Du skal være klar over, at hvis du ikke gør præcis som vi siger, så vil vi ta' ind i Justitsministeriet og sige at du er komplet umulig at samarbejde med. Og så kan de smide dig ud af Gisselfeld!"

"Tænk", tilføjer den suspenderede overdirektør eftertænktsomt; "allerede to måneder efter at Koed-Jørgensen kom ind i Gisselfelds bestyrelse opførte han sig sådan."

Også offentligt blev grev Erik groft svinet til og udsat for manipulation. Bestyrelsen og deres allierede har fejlagtigt erklæret Gisselfeld på fallittens rand. Grev Erik er blevet gjort ansvarlig og erklæret uduelig til trods for at han i detaljer kan dokumentere gode driftsresultater. 

Ifølge Ekstra Bladet i marts 1997 lød Koed-Jørgensens vurdering af den umedgørlige Gisselfeld-greve: (citat) "Erik Danneskiold-Samsøe er en dum person med brug for psykologisk bistand".

I TV2' nyheder lød det i begyndelsen af 1998 fra generalløjtnant Hillingsø: "I den indledende fase måtte bestyrelsen beskytte greven mod økonomisk fallit. I anden fase viste det sig nødvendigt at beskytte greven mod greven selv. Og nu her i tredje fase har det vist sig nødvendigt at beskytte Gisselfeld og personalet mod greven."

 Sjældne idealister?

De fire i bestyrelsestrojkaen har igen og igen understreget at de udelukkende af moralske grunde arbejder for at redde Gisselfeld fra konkurs og undergang. Det til trods for at alle tre nye bestyrelsesmedlemmer overhovedet intet forhold havde til det rige gods før 1996.

Offentligheden er i høj grad blevet vildledt til at tror, at de to jyder og to københavnere i bestyrelsen er gjort af det sjældne stof, der ikke skeler til en elendig løn på 20.000 kr i årligt bestyrelseshonorar så længe sagen er ædel.

Johan Koed-Jørgensen har dog gentagende gange afsløret sig selv som en langt mere verdslig mand. I Civilrertsdirektoratet ses det således, at Koed-Jørgensen har værdissat sin "konsulentbistand" på Gisselfeld fra april 96 til og med 1997 til 1,4 million kr, samt 850.000 kr for 1998.  Af de mærkværdige skrivelser fremgår det at Koed-Jørgsense dog kun vil gøre krav på disse mange penge, minus en del af dem, i fald der bliver rejst retslige krav mod ham vedrørende Gisselfeld. 

Den samme mærkværdige ordning er formentlig arrangeret for samtlige Koed-Jørgensens 4½ år som Gisselfelds nye "overdirektør". Sandsynligvis har Koed-Jørgensen med udgangen af 2001 prissat sit samlede arbejde på Gisselfeld til 4-5 millioner kr,  men af disse mange penge er antagelig "kun" knapt 1 million kr. blevet udbetalt til ham. Plus de ca.100.000 kr han har fået i bestyrelseshonorar til og med 2001.

Koed-Jørgensen er imidlertid under mistanke for at berige sig selv på anden vis via sin bestyrelsespost samt særlige titel af kommitteret. Grev Erik og hans advokat anklagede således i 1997 Koed-Jørgensen for at have solgt Gisselfelds korn sammen med kornet fra hans to godser i Jylland for derved at få en højere pris. Selvom Harlang og Danneskiold har fremlagt et DLG-brev, der tydeligvis omtaler samhandel  af Gisselfelds korn og Koed-Jørgensens private korn fra hans to godser i Østjylland, benægtes samhandlen pure af både DLG og Koed-Jørgensen.

Erik Danneskiold forklarer: "Jeg deltog selv i mødet med DLG aller sidst i juli 96 hvor Koed-Jørgensen og DLG aftalte samhandlen. Og dagen efter ringede jeg til Koed-Jørgensen og spurgte ham om hvor habiliteten var henne hvis han solgte sit korn sammen med Gisselfelds. Men dét blev ikke til noget, påstod Koed. Så lad mig spørge: Hvis det var blev til noget; hvis Gisselfelds korn blev solgt sammen med dit korn fra Østjylland og både du og Gisselfeld fik en højere pris, hvor var så habiliteten? Hvortil Koed råbte: Nå, du beskylder mig for at være en bedrager, så kan du fanden gale'mig passe dit lort selv! Hvorefter han smed røret på."

"Senere erklærede Koed-Jørgensen gentagne gange at min indblanding i samhandelssagen havde kostet Gisselfeld 385.000 kr. og Koed truede med at trække beløbet fra min løn."

Ved udgangen af 2001 er Fanden på 6. år løs på Gisselfeld. Fremtiden vil vise om mareridtet i sidste ende forvandler sig fra en grim ælling og bliver til en smuk hvid svane og et rigtigt eventyr som vi kender det fra H.C. Andersen, der siges at have skrevet netop "Den grimme Ælling" mens han opholdt sig på den berømte herreborg i Sydsjælland.

Journalist Jesper Petersen  

Januar 2002