GISSELFELD-STRIDEN

PENGESTYRET SØ-PROJEKT TRUER NATUREN

Kommentar, torsdag d.13. november 2003:  

af Jesper Petersen, freelance journalist

Startside og menu 

VMP II-projekt for den mishandlede Gødstrup Sø – planlagt opstartet i denne måned - vil skade naturen mere end gavne den

  af Jesper Petersen

"Det sku' være så godt men så'r det faktisk skidt", lyder den gamle sang. Desværre passer omkvædet alt for godt på Storstrøms amts såkaldte Vandmiljøplan II-projekt, udarbejdet for at få stoppet de tilbagevendende sommer-afvandinger af den store, fuglerige Gødstrup Sø i Sydsjælland.

Alene i de sidste fem år er Gødstrup Sø blevet destrueret fire gange med omfattende fugle- og fiskedød til følge. Senest denne sommer, hvilket i april afstedkom endnu en politianmeldelse og et omfattende politiarbejde, der endnu er uafsluttet.

VMP II-projektet omfatter 90 hektar og blev formelt vedtaget for et år siden, efter at en frivillig sø-aftale har været undervejs siden 1990'erne. Aftalen sikrer et permanent vandspejl i søen i mindst 20 år fremover. Det lyder jo umiddelbart godt, men i virkeligheden er projektet - med en indsigtsfuld DN-mands ord – en "kæmpe rævekage".

Gødstrup Sø ligger i EF-fuglebeskyttelsesområde nr.91,  Sjællands største mose- og eng-område, der på papiret allerede er beskyttet af EU's stærkeste fuglebeskyttelsesregler. Alligevel har amt og stat (samt naturfredningsforening) besluttet at forære et dusin lodsejere 3,1 million kr. i engangserstatning for knapt 1 km2 vandlidende landbrugsjord som ikke lovligt har kunnet dyrkes ret mange gange siden 1978.

Den gavmilde pengeregn gør oven i købet ikke området til et femstjernet fuglereservat, men derimod til et forureningsfilter for landbrugets generelle kvælstof-forurening.

Lodsejermodstand

I  midten af 1990’erne forsøgte Storstrøms amt at søsætte et naturgenopretnings-projekt for Gødstrup Sø. Planerne blev dog meget hurtigt skudt ned. Lodsejerne fandt kompensationsbeløbet for lille og den årrække, der kunne udbetales erstatning var for kort.

Et andet problem for både dette naturprojekt, samt det efterfølgende VMP II-projekt, skyldtes søens mest magtfulde ejer, Gisselfeld, der frem til sidste år pure afviste at deltage i noget som helst, der begrænsede godsets ejendomsrettigheder i Gødstrup Sø. Og uden konsensus imellem de i alt 13 søejere, var der ikke politisk vilje i amt eller stat til at gennemføre sø-projektet på anden måde.

Siden slutningen af 1990’erne har Storstrøms amt ofret op mod ½ million kr og flere årslønninger alene på arbejdet med at søsætte det aktuelle VMP II-projekt. Men også dette projekt led indledningsvis skibbrud  på Gisselfelds nej og kravet om konsensus.

VMP II-projekt var pga. Gisselfeld frem til sidste forår ugennemførligt, og den fastlåste situation var en stadig mere øm ligtorn både i amtet og naturfredningsforeningen, der i årevis havde satset arbejde og prestige på en frivillig aftale med ejerne, og år efter år set igennem fingrene med fuglemassakrerne i søen, der bl.a. husede Sjællands største ynglebestand af gråstrubet lappedykker.

Siden 1978 har alene 150-200 par af denne specielle fugleart fået dræbt al sin yngel, fordi Gødstrup Sø hensynsløst er blevet pumpet tør for vand under fuglereder og –unger.

Amtets projektmedarbejder, agronom Børge Jensen, havde ved årtusindskiftet en særlig hård tid. Amtet var nemlig yderst optimistisk, da en bugnende VMP2-pengekassen blev åbnet sidst i 90’erne.

Som svar på hvorfor dette projekt dog ville lykkes, når nu det foregående naturgenopretnings-projekt ikke gjorde, lød det fra Børge Jensen: ”Forskellen på dette projekt og det andet er, at her er pengene!”

Først da Gisselfeld i februar sidste år overraskende skiftede bestyrelse stoppede Børge Jensens og amtets værste mareridt. VMP II-projektet blev med ét muligt. Den nye Gisselfeld-bestyrelse havde nemlig ikke forgængernes indædte modvilje, men viste sig modtagelig for økonomiske argumenter. Godset var villige til at sælge de i forvejen stærkt begrænsede landbrugsmuligheder i de berørte 44 hektar til den samlede sum af 1,6 millioner kr (samt øget braklægningstilskud i fremtiden).

Nye alvorlige problemer

I VMP II-projektets 11. time er der imidlertid opstået nye problemer. Siden foråret har der været intern diskussion på højeste niveau i Danmarks Naturfredningsforening (DN) og der er tegn på, at Storstrøms amt har flere problemer i vente.

Kritikere af kvælstof-projektet fremhæver, at Gødstrup Sø kan beskyttes - endda bedre - uden dette projekt og uden at udbetale – i første omgang 3,1 millioner skattekroner i engangserstatning.

Blot ved at stå vagt om den eksisterende lovgivning sikres søens eksistens bedst – og billigst.

Kendsgerningen er nemlig, at myndigheder, samt Gødstrup Sø's 13 lodsejere i årevis har brudt loven og ulovligt drænet vandet bort under en af Danmarks fuglerigeste søer, der er – eller burde have været – beskyttet i klasse A, blandt andet fordi søen ligger i en såkaldt EF-fuglebeskyttelseslokalitet .

Trods åbenbare lovbrud og den højeste beskyttelsesgrad satte Storstrøms amt - der i aller første omgang burde have forhindret de mange lovbrud - år efter år kikkerten for det blinde øje og lod i tusindvis af fugle - heraf mange sjældne - i stikken. Amtet er igen og igen løbet fra sit lovgivningsmæssige ansvar. Sagen lugter fælt af politisk styring, magtmisbrug og magtfordrejning.

Tidligere på året kom det frem, at den danske stat generelt har forvaltet sit naturbeskyttelsesansvar alt for svagt i forhold til EU's opfattelse af unionens 20 år gamle fuglebeskyttelsesdirektiv. I dag er der ikke mange, der tror på, at fuglemassakrerne i Gødstrup Sø ville kunne få lov at passere igen.

Jeg vender tilbage til søejernes – og myndighedernes - gentagne lovovertrædelser.

Inden da skal det andet hovedargument mod VMP II-projektet nævnes:

Ifølge en række kritikere truer projektet simpelthen med at ødelægge naturen - frem for at genoprette den:

For at skaffe en større engangserstatning til Gisselfeld foreslog amtets Natur- og Plankontor, der står for projektet, en totalødelæggelse af en unik gammel naturskov på 16 hektar, beliggende lige op ad søen. Derved kunne Gisselfeld hæve en engangserstatning på en halv million kr. for en skov, som absolut ingen forstlig værdi har for godset, og som ellers ville have indbragt en væsentligt lavere kompensation. Og ved at fjerne naturskoven helt, kunne området samtidig opnå status af eng, der – i modsætning til naturskov – ville kunne indbringe Gisselfeld EU-braklægningsstøtte hvert år fremover. ”Skide smart, Børge!”, sagde de på Gisselfeld; de nedadvendte tommelfingre kom opad, og godsledelsen forberedte sig på at grine hele vejen til banken.

Imidlertid er den skov, som Storstrøms amt lidt for smart solgte for en halv million (skattekroner), grundigt undersøgt af flere biologer, som har fundet flere rødlistede lavarter, mange sjældne fugle m.m. En af Danmarks førende naturskoveksperter, der i 1997 udarbejde en grundig biologisk redegørelse om skoven – endda på foranledning af DN -  Peter Friis Møller, rejste tidligere på året naturskovfældnings-sagen i DNs Naturfaglige Udvalg, der forleden atter drøftede sagen, som er en brandvarm kartoffel i DN, bl.a. fordi foreningsrepræsentanter overfor amtet allerede i vinter fik sagt ja til skovødelæggelsen. Som det er set så ofte før i disse sager, så var de velmenende naturfredere tilsyneladende udmattede af mange års kuldsejlede forsøg på at forbedre forholdene for naturen - så udmattede, at man mistede fokus af syne.

”Uforståeligt og chokerende”

En oprørt Peter Friis Møller udtalte i en artikel trykt i maj om sagen: ”Skoven er af national værdi og bør bevares som urørt skov. Det er uforståeligt og chokerende, at man vil fælde den med det argument, at man vil fremme naturen.”

Oven i købet arbejdede Danmarks Naturfredningsforening i midten af 1990’erne ihærdigt på at få denne unikke skov – som man tidligere på året billigede totalødelæggelsen af - fredet. (Interesserede kan læse mere om denne del af den spegede sag andetsteds her på Gisselfeld-hjemmesiden. Her forefindes tre artikler fra maj om naturskovs-sagen)

Endnu et tungt kritikpunkt imod amtets VMP II-projekt kommer fra Naturrådet. I 2000 udgav rådet en 109 sider stor rapport, hvori man advarede imod VMP II-projekter i vådområder. Problemet er, ifølge Naturrådet, at de pengestærke VMP II-projekterne i deres iver efter at fjerne landbrugets store spild af kvælstof, kommer til at tilføre følsomme naturområder for meget kvælstof, med ødelæggende virkning for naturen. Rådet foreslår, at kravene til kvælstoffjernelse sænkes til 150 kg  N pr. ha pr. år. I VMP II-projektet for Gødstrup Sø er kvælstoffjernelsen fastsat til 246 kg N/ha/år – næsten dobbelt så meget som Naturrådets anbefaling.

I rækken af trusler mod naturen under VMP II-projektets tvivlsomme beskyttelsesparaply skal det til sidst nævnes, at ornitologer med indgående kendskab til området, frygter, at VMP II-projektet vil udvikle et jagteldorado a la de berygtede Værnenge i Ringkøbing Fjord.

VMP II-projektet begrænser nemlig ikke på nogen måde jagten i søen, hvilket kan få katastrofal effekt for f.eks. sædgæs fra Nordskandinavien, der har et af Sjællands vigtigste rastepladser her i Sydsjællands største ferske engområde, Porsmose og Broksø Enge, beliggende lige midt imellem Gødstrup Sø og Holmegaard Mose.

En permanent Gødstrup Sø vil virke som en magnet på ænder og gæs. Formentlig vil sædgæssene forsøge at bruge søen til at overnatte i, hvilket vil skabe meget attraktive jagt- og jagtudlejnings-muligheder for lodsejerne.

21 år gamle appeller

Som 20-årig lokal naturinteresseret skrev jeg mit første brev i sagen i foråret 1979. Min orientering og appel til Naturfrednings-foreningens hovedkontor om at ”gøre noget” for at forhindre den truende fuglemassakre, der dengang for snart 24 år siden truede for andet år i træk, blev aldrig besvaret. Det blev Dansk Ornitologisk Forening, der som den første grønne organisation engagerede sig i sagen.

Siden 1979 har jeg skrevet i hundredevis af breve, artikler, interviewet en lang række lodsejere, embedsfolk m.fl., skaffet mig aktindsigt, holdt foredrag m.m.. Jeg har talt med snart sagt Gud og hver mand om dén konflikt mellem unik sjællandsk natur og landbrug, der i 25 har vist sig at være fundamental modvilje mod at løse på en (biologisk) bæredygtig måde.

I 1982 udgav jeg sammen med Dansk Ornitologisk Forening den første grundige fuglerapport om Gødstrup Sø, samt sø og fugles sørgelige skæbne  i 1978, 79 og 81.

Daværende fredningskonsulent i DOF, Leif G. Larsen, satte i rapportens forord spørgsmålstegn ved lovligheden af de tilbagevendende afvandinger af søen, og skrev i øvrigt: ”Hvorfor kan denne sø ikke få lov til at blive som den engang var? Det viser sig, at landmændenes udbytte ved at dyrke jorden er meget ringe – i våde somre går høsten simpelthen til. Igennem det sidste århundrede er danske naturområder blevet forarmet i en grad,  så vi nu blot har en brøkdel tilbage, her er chancen for at øge denne del af vores landskab en smule. Dette er en oplagt opgave for fredningsmyndighederne og for Danmarks Naturfredningsforening. Genskab søen gennem en fredningssag eller lad området indgå under naturfredningslovens § 43 om generel beskyttelse af vådområder.”

Her 21 år senere må man undre sig over hvorfor landets fredningsfolk ikke har kunnet redde denne enestående sydsjællandske sø samt det spændende, men stærkt truede naturområde, søen ligger i.

Chancerne for at gå i brechen for naturen har været talrige – men er blevet elendigt udnyttet af dem, der havde magt og indflydelse til at gøre noget. Incl. ”naturens advokat og vagthund” – DN.

Året efter DOF udgav fuglerapporten om Gødstrup Sø blev hele naturområdet, som GS ligger i, udpeget til EF-fuglebeskyttelses-lokalitet. Men trods forpligtelserne om her at tage ekstra hensyn til fuglelivet, fortsatte fugle-massakrerne. Og det var ikke fordi hverken amt eller stat var uvidende – myndighederne var selv aktive lovbrydere på vegne af lodsejerne. Og DN så stort set passivt til.

Da lovovertrædelserne, og makværksbeslutningerne i Naturklagenævnet, i slutningen af 90’erne havde nået et ekstremt omfang, appellerede jeg til DN om at man simpelthen anlagde en regulær retssag. Til det sagde fredningsleder Jesper Refn: ”Det har vi aldrig gjort, og ønsker heller ikke at gøre det, for det ville bare ødelægge det gode samarbejdsklima i Naturklagenævnet.”

Almindelige advokatvirksomheder ville ikke overleve mange uger hvis man på forhånd afviste at føre retssager!

Loven brudt igen og igen

Omfanget af lovovertrædelser i denne sag er intet mindre end ekstremt. Både lodsejere og myndigheder har igen og igen overtrådt loven. Og omkostningerne for naturen har været store. Den 2. juni sidste år optaltes i søen alene af lappedykkere hele 86 eksemplarer, fordelt på de fire lappedykker-arter, der yngler i Danmark. 12 af fuglene var den rødlistede sorthalsede lappedykker, og denne art, der stiller meget høje krav til de vådområder den yngler i, er f.eks. sjældnere i Vesteuropa end den hvide stork.

Sorthalset Lappedykker, der pga. naturskadelig forvaltning i dag er udryddet i EF-fuglebeskyttelseslokalitet nr.91, er en af de otte fuglearter, der specifikt er nævnt i udpegningsgrundlaget fra 1983. Det er synd at sige, at man har levet op til fugledirektivets tekst om at yde også den sjældne sorthalsede lappedykker særlig beskyttelse.

Lovovertrædelserne omfatter kilometervis af vandløbsuddybninger. Eksempelvis uddybede Holmegaard Kommune – formentlig efter pres fra lodsejerne – Gødstrup Sø’s hovedafvandingskanal i juni 1994. I en efterfølgende afgørelse i sagen – der aldrig var faldet, hvis ikke jeg på eget initiativ havde slidt med sagen -  lød det fra Skov og Naturstyrelsens Økologiske Kontor: ”Styrelsen finder det meget beklageligt, at kommunen som offentlig myndighed har handlet i strid med naturbeskyttelseslovens regler.”

Men selvom bemeldte, vigtige vandløb var uddybet med op til 81 cm, rejstes der efterfølgende ikke krav om at bundniveauet skulle tilbage til det naturlige leje, så de alvorligt skadede naturværdier ad den vej kunne genoprettes. Lovovertrædelsen, der i øvrigt ikke blev straffet, betalte sig med andre ord. Og blev da også hurtigt fulgt op af flere. Gisselfeld etablerede således en helt ny – ulovlig afvandingskanal, som Storstrøms amt igen og igen – trods talrige henvendelser skriftligt og mundtligt - nægtede at realitetsbehandle. Derved kunne ulovligheden ikke ankes – og ikke stoppes. Og på den måde sikrede den ulovlige kanal en forstærket afvanding helt frem til og med sidste forår. Først da dette grove eksempel på lovbrud og magtfordrejning den 3. juni sidste år blev indbragt for Folketingets Ombudsmand, turde Storstrøms amt ikke fortsætte den ulovlige forvaltningspraksis.

Efter i ni år ulovligt at have lænset en stor del af Gødstrup Sø’s 500 millioner liter dyrebare ferskvand ud i Susåen, og videre ud i den iltsvindsplagede Karrebæksminde Bugt, erklærede Storstrøms amt,  i en helt igennem utroværdig sagsbehandling, i slutningen af juni 2002 kanalen for lovlig. Den groteske afgørelse åbnede dog i det mindste op for ankemulighed til Naturklagenævnet, der i en soleklar afgørelse af 2 maj i år, definitivt satte en stopper for den mangeårige åreladning af Gødstrup Sø’s livgivende vande. I afgørelsen hedder det bl.a.: ”Nævnet finder, at afvandingskanalen medfører en forringelse af områdets naturtilstand, herunder værdien som levested for fugle, hvilket er i modstrid med Danmarks internationale forpligtelser.”

Af pladsmæssige grunde er det her ikke muligt, at nævne alle de lovbrud, der år efter år er sket i og omkring Gødstrup Sø. Men jeg kan til illustration af sagens betændthed nævne at sagsakterne fylder et godt stykke over 100 sider i arkivet.

Lad mig så til sidst blot nævne et – tilbagevendende - konkret lovbrud mere. Ifølge loven må ”Reder og ynglesteder med æg eller yngel ikke ødelægges”. Dét må siges at være sket til overflod i den store fuglesø.

Under et aktindsigtsbesøg i Storstrøms amt d.18 oktober 2001 stødte jeg på et internt notat tilsyneladende udfærdiget af den daværende embedsmand på sagen, Else Marie Stamphøj. Notatet lød: ”Den 8. juni 1994: Talt med Birgit Honoré i Vildtforvaltningskontoret. Hun mener, at formuleringen i Vildtforvaltningsloven om at man ikke bevidst må ødelægge fugleæg og –reder også holder her, og at vildtforvaltningskonsulent, Finn Jensen, kan gå ud at sige at det er ulovligt.” (at afvande søen midt i fuglenes ynglesæson, hvilket skete (også) i 1994. Red.)

Af uransagelig grunde brugte amtet aldrig den rådgivning Else Marie Stamphøj selv havde indhentede fra højeste sted.

Da hundredevis af fuglereder, æg og unger sidste sommer sammen med vandet var ved at blive lænset ud af søen, via bl.a. ulovlige afvandingssystemer, anmeldte jeg sammen med en anden lokal ornitolog sagen, jævnfør ovennævnte lov - og professionelle lovfortolkning. Politimesteren i Næstved forhørte enkelte lodsejere, hvorefter han henlagde sagen med det argument, at lodsejerne ikke havde vidst at bortpumpningen af søens vand medførte død og ødelæggelse for fugleynglen i søen.

Enhver med kendskab til sagen ved, at politimesterens slutning er absurd.

Fuglemassakrer fortsætter

I år genopstod Gødstrup Sø så for foreløbig sidste – niende – gang. Og trods det vedtagne VMP II-projekt, kunne de mange fuglereder med æg og nyklækkede  fugleunger heller ikke nu skånes. Vandet skulle bare væk. Fuglene måtte igen se passivt til at vandet blev drænet væk under deres reder og unger.

I april genanmeldtes årets ulovlige ødelæggelse af fuglereder med æg samt yngel. Overfor politimesteren i Næstved huskede vi at præcisere, at lodsejerne jo i år meget vanskeligt kunne argumenterer, at de ikke vidste hvad der skete når søens vand forsvandt, jævnfør politiet oplysende arbejde året før.  Sagen er – trods flere rykkere – endnu ikke færdigbehandlet af Politimesteren i Næstved.

De sørgelige sommer-afvandinger af den en kilometer lange og 300 meter brede Gødstrup Sø er sket i alt ni gange i de sidste 25 år.

De tilbagevendende fuglemassakrer fra 1978 til og med i år var dobbelt triste af den grund at den udtørrede søbund i hovedsagen aldrig havde nogen landbrugsmæssig funktion, men blot blev brugt til at hæve EU-tilskud, braklægningsstøtte, der - ifølge jordejerne - kun kunne udbetales, hvis søens status som landbrugsområde - i hvert fald i nogen grad - blev opretholdt. For at få udbetalt braklægningsstøtte (skabt af EU bl.a. for at beskytte de stærkt truede ferske vådområder!) var man nødt til at pumpe vandet væk under hundredevis af fredede vandfugle og deres afkom.

Man kan rette sige, at den samme Ebberød Bank-ånd går igen i det aktuelle VMP II-projekt.

I maj i år skulle totalødelæggelsen af den gamle naturskov ved siden af søen ifølge planen have været påbegyndt. Bistandsklienter i jobtræning for offentlige midler på Gisselfeld gods skulle have forestået det sunde, fysiske arbejde med at fælde ”urskovstræer”, incl. trække stødene op af jorden, og køre det hele væk til afbrænding.

”Holder projektet tidsplanen?”, spurgte jeg i slutningen af april Natur- og Plankontorets souschef, Paul Debois. ”Ja”, svarede naturchefen.

”Hvad så med alle de mange ynglende fugle i skoven, der netop har bygget reder og lagt æg?”, ville jeg vide.

”Jeg tænkte nok du ville spørge”, lød det fra Debois.

Mere svar fik jeg ikke.

Men ynglefugle og dyr i skoven reddede dog livet, fordi DN pludselig fik kolde fødder. Og bad amtet om en tænkepause. Den aller nærmeste fremtid vil vise om DN tør tage tyren ved halen og se situationen i øjnene.

                             S L U T

 

Jesper Petersen er freelance-journalist og ornitolog med indgående kendskab til den 19 km2 store EF-fuglelokalitet nr.91, som Gødstrup Sø er en del af. I 30 år har han således ugentligt optalt og registreret fugle m.m. i det store moseområde.

Yderligere oplysninger:

Jesper Petersen

Tlf: 56326470

e-mail: mose@paradis.dk