Startside og menu

Detroniseret Gisselfeldgreve taler ud efter årevis med bitter strid:


”Godt gået; dét vil jeg sige om det”

af Jesper Petersen

Erik Danneskiold-Samsøe

For snart fire år siden blev Gisselfelds 10. overdirektør med magt sat ud af Gisselfeld Slot af Kongens Foged, til lejligheden assisteret af fire bevæbnede betjente og to låsesmede, der øjeblikkeligt gik i gang med at udskifte låsene på Peder Oxe’s over 400 år gamle herreborg. Bygget under Grevens Fejde til at kunne forsvare sig mod datidens angreb. 

Men ikke nutidens.  

På en dejlig solskinsdag midt i juli 2010 indtog Gisselfeldbestyrelsen langt om længe den genstridige borg. Efter 14 års indædt strid med det historiske gods’ overdirektør siden 1975.

Tilbage i december 1995 begynder det foreløbigt sidste langtrukne kapitel i ”Kampen om Gisselfeld”.

I løbet af denne langvarige og forbitrede fejde, der langt fra var den første på stedet, modtog Erik Danneskiold-Samsøe adskillige økonomisk attraktive tilbud fra sine lige så ubøjelige modstander, der ville have forsødet hans liv hvis han havde sagt ja. 

Men greven sagde nej, med det resultat, at et liv i økonomisk overflod er skiftet ud med et beskedent liv på folkepension suppleret med en stærkt reduceret overdirektør-pension fra Gisselfeld, som han blev tilkendt efter i 2009 at have tabt voldgiftssagen. Den sidste af en lang række juridiske slagsmål siden greven og hans advokat 16. april 1998 anlagde den første retssag i den helt usædvanlige magtkamp, eller måske rettere: slægtsfejde.

En usædvanlig principfasthed - eller stivnakkethed - der har skaffet Grev Erik både beundrere og det modsatte.

I anledning af bogen med titlen ”Kampen om Gisselfeld”, der udkom  4. oktober 2012, mødtes jeg med Gisselfelds overdirektør fra 1975-2010 - dog reelt fjernet fra ledelsen af en nærmest tvangsindsat bestyrelsen i 1996 - for at få en snak om bogen.

Erik Danneskiold-Samsøe (EDS) foreslog at interviewet kom til at foregå på Hotel Royal i København, hvor han kom som ung flere gange med sin far, Christian Danneskiold-Samsøe.

EDS meddelte på forhånd, at han ikke ønsker at læse ”Kampen om Gisselfeld”, så interviewet her baserer sig på en mundtlig præsentation og oplæsning af dele af bogen under den to timer lange samtale på Hotel Royal.

Hvorfor ønsker du ikke at læse bogen?

”Jeg betragter ikke de to journalister (Bjørn Westergaard & Peter Juul. Red.) som seriøse forfattere til dén bog. Og da den ikke bygger på noget seriøst grundlag ønsker jeg ikke at læse den”.

Nogenlunde samme besked fik forfatterne bag ”Kampen om Gisselfeld”, da de forsøgte at få EDS til at bidrage med oplysninger og synspunkter til bogen.

Da vi lidt inde i samtalen på Hotel Royal kommer ind på EDS’ far, Christian Danneskiold-Samsøe, der fylder meget i ”Kampen om Gisselfeld” - alt for meget, kan man med god ret sige, også i forhold til EDS’s strid fra midten af 1990’erne og 20 år frem – udbryder EDS:

”Jeg har hørt dét om min far så mange gange. Om og om igen. Det samme hver gang. Tænk på hvor lang tid jeg har beskæftiget mig med denne sag. Siden jeg var 18 eller 19 år. Og som sagt også mens min far levede hørte jeg om den. Den her sag hænger mig ud af halsen, jeg har fået mer’ end nok af den. Nu er jeg 67 (EDS er dog 68 nu, født 18. maj 1945, red.) år og jeg vil videre med mit liv.”

Bogen, der er på 256 sider, trykt med store typer og rigt illustreret forsøger det umulige: at beskrive  en af nyere tids værste magtkampe i de alle øverste cirkler af samfundet, hvis sagsakter, bl.a. i Civilstyrelsen, er på tusindvis af A4-sider.

Du var på Gisselfeld fra 1975-2010, 35 år. Det er mange år, og de sidste 13 eller 14 år i indædt strid?

”Ja, men i virkeligheden har det for mig stået på helt fra 1964 af, da jeg var 19-20 år. Det var aller første gang jeg hører om det, fra min far. Så det har stået på i mange år. Det er således en meget gammel sag. ”

Ville du i dag havde ønsket at du aldrig var kommet ind på Gisselfeld?

”Nej. For mig var det godt at komme ind på Gisselfeld. For det modner jo en person med et så krævende og spændende job. Også modvind modner jo også, fremfor hvis det bare går lige ud af vejen. Modvinden under striden har også modnet mig.”

Så du føler at du også har fået meget ud af din tid på Gisselfeld; også den udmattende strid?

”Ja. Og jeg føler bestemt ikke noget nederlag. Der har jo været nogle spændende udfordringer, f.eks. at tackle sagen på den bedst mulige måde. I fuld respekt til fundatsen. Og arvingerne til overdirektørstillingen.”

Du fremstilles i den her bog som en taber. Som en, der burde være ked af det. Men det er du vel ikke?

”Nej.”

Mange vil gerne vide hvordan du egentlig har været i stand til at komme igennem disse mange år med strid og kævl af værste skuffe, retssystemets urimeligheder, udsmidningen fra Gisselfeld, uden at bryde sammen?

”Jeg havde jo lovet min far at overtage overdirektørstillingen efter ham. Flere gange sagde han til mig, at han virkelig håbede, at  jeg ville ta’ stillingen efter ham. Og da jeg havde sagt ja til ham de gange han spurgte, så følte jeg også at det var et ja til hvad det overhovedet indebar at være øverste chef på godset, med respekt for testamentet også.

Erik Danneskiold-Samsøe tilføjer:

”I forhold til historien er min far og jeg jo dem, der kæmpede mest for at opretholde og respektere testamentet eller fundatsen.”

At din far også kæmpede beskrives tydeligt  i ”Kampen om Gisselfeld”. På side 122 refereres en artikel i B.T. fra 1966, hvor din far siger:

”Familien kan ikke køre mig træt. Deres angreb rører mig ikke. Jeg er i kanonform og nyder bataljerne. Jeg føler mig som en stridshingst, og så gælder det bare om at sparke hårdt bagud.”

Erik Danneskiold-Samsøe le’r begejstret efter den sidste sætning.

”Det lyder rigtig godt!”

Kan du genkende ham?

”Ja, fuldstændig. ... Det er meget skægt vi sidder og taler om ham på dette sted, hvor han kom så ofte. Er det ikke meget pudsigt.”

Din far kom ind på Gisselfeld i 1969. Under voldsom strid. Nu er ”fjenden” så tilbage på Gisselfeld, dén familiegren din far skubbede bort. Ringen er sluttet. Ja, det blev den allerede i juli 2010, hvor du blev fjernet fra dit hjem i en halv menneskealder. I 41 år styrede din fars og din familiegren Gisselfeld. Men ikke mere. Hvordan vil du kort beskrive dine tanker og følelser omkring dig og din fars 41 år på Gisselfeld?

”Godt gået! Dét vil jeg sige om det”, siger EDS og leer hjerteligt.

Dét du har fået med fra Gisselfeld er jo hverken jordisk gods eller de millioner som Gisselfeldbestyrelsen tilbød dig hvis du føjede dem. Men du har vel fået en god samvittighed, eller hvad?

”Ja, det har jeg.”

Føler du, at du har gjort din pligt?

”Jeg har gjort hvad jeg overhovedet kunne. Nå jeg tænker efter så har jeg på ingen måde kunnet, eller villet, gøre det anderledes.”

Er der slet ikke noget du fortryder. Noget du ville ha’ gjort anderledes i dag?

”Nej, for jeg har gjort ALT hvad jeg overhovedet kunne. Også i forhold til de midler der har været til rådighed har jeg gjort hvad jeg overhovedet kunne. Jeg har jo været ude at låne. Så når jeg ser tilbage så kan jeg ikke se, på noget tidspunkt, at der sku’ være et sted i hele sagsforløbet, hvor jeg kunne ha’ gjort noget andet.

Dine kritikere siger at du var for stædig og ufleksibel. Hvad siger du til det?

”Ja, men det er jo min væremåde at være stædig. Og det har også gjort at jeg har holdt ud. Hvis jeg ikke havde haft den medfødte stædighed, så havde jeg jo opgivet tidligere. Men det ville så have skadet både mig, Gisselfeld og fundatsen.”

I dag er fundatsen jo udvandet idet det er bestyrelsen og den administrerende direktør, der sidder på al magt på Gisselfeld nu. Hvad siger du til det?

”Det sætter jeg et stort spørgsmålstegn ved. Og ingen ved hvad der sker i morgen.”

Hvad mener du med det?

”Ja, men der kan jo ske så meget. Der sker så meget rundt om i verden. Og der kan også ske noget på Gisselfeld.”

Er det fordi du alligevel ikke har lagt Gisselfeldstriden helt på hylden endnu?

”Selv har jeg gjort det. Jeg har som sagt gjort hvad jeg kunne. Men der er andre i min familiegren, der har tænkt sig at gøre noget ved det.”

Du tænker på den retssag som din bror og din datter anlagde i sommeren 2012?

”Ja, så der er ikke lagt låg på sagen som sådan. Bestemt ikke!”

Hvis vi lige skal tale om din del af sagen, der er lukket, afsluttet. Jeg kender dig som en mand, der er meget respektful og loyal overfor f.eks. kongehus og retssystem.  Hvordan har du det i dag ovenpå det du har set i Gisselfeld-striden?

”Ja, men da  kan jeg jo ikke ha’ de bedste udtalelser om det. For når jeg gang på gang har tabt, så siger det mig noget om at de pågældende ikke har behandlet denne sag på en ordentlig, respektfuld, sober og retfærdig måde. På ingen måde. Det er min konklusion.”

En af de byrder du har båret uforholdsmæssigt tungt i forhold til din modpart er den økonomiske part af sagen. Du har jo lært den hårde lektie, at der i nogle tilfælde kun er retfærdighed, hvis man kan betale for det. Det er jo noget som mindre bemidlede udmærket kender til, selvom denne skævhed endda ikke er så slem her i Danmark som i andre landet, idet man har mulighed for fri proces i visse sager. Dét opnåede du dog aldrig, så du måtte finansiere det hel selv ud af egen lomme. Hvad har sagen egentlig kostet dig?

”Det jeg selv har været ude og låne er 1,1 million kr.”

Lånte penge som er brugt, tabt og som du faktisk skal betale tilbage til dem du har lånt dem af?

”Ja.”

Hvad med retsafgifter?

”Det er så dét jeg har måttet betale. Den første retsafgift var på 372.300 kr. til højesteret, retsafgift og berammelsesafgift . Første gang skulle de ha’ 310.000. Og så yderligere 62.300 1 eller 1½ år senere. Det var penge jeg var nødt til at skaffe dengang. Og det var vel at mærke efter at bestyrelsen havde skåret over halvdelen af min løn.

Sagen nåede imidlertid aldrig i højesteret som planlagt i 2005. Højesteret imødekom Gisselfeld-bestyrelsens påstand om at Erik Danneskiold-Samsø’s advokat var kommet for sent med to anbringender. Herefter blev retssagen fra 1998 opgivet og en ny sag anlagt, der dog heller aldrig nåede i højesteret

Hvordan har du det med at være væk fra Gisselfeld?

”Ja, men det er helt klart dejligt at være væk fra den sag, der har stået på i så mange år. Siden jeg var 19 år har jeg hørt om den fra min far, hvor hans modstandere virkelig kørte hårdt på ham, for at han ikke skulle komme ind som overdirektør. Og nu hvor vi snakker om det, så var det jo een person fra familien, der i det skjulte ydede al modstanden, sammen med sine medsammensvorne, som var blevet udvalgt til at hjælpe til.”

”Jeg må sige, at efter jeg har gjort alt hvad jeg kunne, har jeg det i dag godt.”

Du har arbejdet på en bog et stykke tid, der fortæller din version af Gisselfeldstriden. Den bog ender vel med at komme en dag?

”Jo, det gør den.

Det bliver så dit endelig punktum?

”Ja. Hvor sandheden kommer helt frem. Fuldstændig, nærmest penslet ud hvad der har været af ting, der har gjort sagen så vanskelig og uigennemskuelig.”

Hvorfor er sandheden ikke kommet frem endnu. Hvorfor har offentligheden ikke fået den sandhed, som du kender, og er så anderledes end den vi har hørt indtil nu?

”Ja, men det er jo fordi pressen ikke har ønsket at gå dybere i sagen. Det har været overfladisk og på en måde man har fundet var mere salgbart.”

I bogen ”Kampen om Gisselfeld” kritiserer man dig og Gisselfelds Venner til at være for dårlige til at fortælle historien set fra din synsvinkel. De skriver, at du skulle ha’ haft en bedre spindoktor. Hvad siger du til det?

”Nu er det jo sådan, at Gisselfelds Venner jo selvfølgelig har hjulpet meget til, og jeg har også haft mange samtaler med dem, der har været i den vennekreds, men jeg har trods alt selv besluttet alt det endelige. For det gjaldt jo mig og ansvaret til Gisselfeld og dér var jeg jo den, der var nødt til at tage de endelige beslutninger.”

Det har vel også haft en del at gøre med den modstander du har haft. Når man lægger sig ud med folk, der er overrepræsenteret i samfundets øverste cirkler, er det så ikke også svært at få sin sag hørt?

”Jo, det har også været medvirkende. Jeg havde håbet på, og ønsket betydelig mere lydhørhed fra pressens side, for det skorter jo ikke på interesse fra pressen når det gælder helt andre sager, hvor pressen er helt fremme i skoen, men en alvorlig og meget omfangsrig sag som Gisselfelds, den har pressen slet ikke håndteret som jeg havde forventet

Forløbet op til bestyrelseskuppet: Bogen bruger flere anonyme kilder. En er en advokat, som siger at man ligesom en fisk, juridisk, fanger dig i en ruse til sidst. Og du kan ikke gøre noget. Den måde tillægsfundatsen er lavet på og det du underskriver, med forbehold og under protest, det ender med at bordet fanger og at der ikke er andre muligheder end at du taber sagen?

”Jeg protesterede jo virkelig imod tillægsfundatsen. Og sagde, at det kunne jeg slet ikke gå med til fordi det er fuldstændig i strid med fundatsen; man kan ikke koble sådan en på.”

Hvorfor skrev du overhovedet under på dét tidspunkt?

”Jo, men det er fordi jeg blev presset til det. Jeg var under stort pres fra Justitsministeriets side, fra daværende afdelingschef Christian Trønning. Han sagde, at hvis jeg ikke skrev under så var han nødt til at gå til justitsministeren og sige til ham at de så måtte lave en permutation, en ophævelse af Gisselfelds fundats. Og det  var meget drastisk at komme ind på det på den måde dér. Det var de ord der blev sagt.” (i Justitsministeriet. Red.)

Men kan man ikke sige, at du var naiv at du gik med til det. Skulle du ikke ha’ været stædig, endnu mere stædig  og sagt nej til det her?

”Så kunne jeg ha’ gjort det, at jeg kunne ha’ kørt en retssag på det dengang. Men det blev jeg frarådet af min daværende advokat, landsretssagfører Rudolf Sand, der sagde, at det for det første risikerede at tage 7-8 år; at det var usikkert om vi ville vinde, og så ville det koste en masse penge for Gisselfeld.”

”Min advokat syntes at det var bedre at få indføjet i tillægsfundatsen, at hvis der opstod uoverensstemmelser i den fremtidige bestyrelse så skulle den afprøves ved voldgift. For det første ville der kun være een dommer dér, og så ville det gå meget hurtigere. Det viste sig så sidenhen, at det slet ikke holder stik. I voldgift er det ganske rigtigt een dommer, men det er slet ikke billigere, som jeg fik at vide dengang. Langtfra billigere. Det er sådan at man ligefrem har talt om at man nok vil ophæve den; der er ikke noget, der skal hedde voldgift mere. Og det ta’r heller ikke kortere tid. Nej, det stemmer slet ikke overens.”

Hvordan ser du på det i dag? Var det et godt råd du fik dengang?

”Nej, jeg synes ikke det var et godt råd. Men det var et råd jeg overvejede. Hvis sandsynligheden for at vinde sådan en sag, der ender i højesteret , ikke er stor, så er det jo spildt, alle de år, også økonomisk.”

Apropos voldgiftssag! Det endte jo med at blive helt afgørende for dig og dine modstandere på Gisselfeld. Men du sagde tidligere i dag, så sku’ voldgiftssagen egentlig ikke ha’ været ført, fordi du allerede havde en retssag kørende hvis afgørelse voldgiftssagen burde  ha’ ventet på. Men det skete ikke?

”Ja, den skulle ha’ ventet.”

Og som en konsekvens af den juridiske omstændighed, så valgte du overhovedet ikke at deltage i voldgiftssagen?

”Jeg kunne ikke se hvorfor jeg skulle møde op dér, når der i forvejen var en verserende retssag i landsretten, hvilket jeg meddelte voldgiften”

Så du blev faktisk dømt uden at være til stedet overhovedet?

”Ja, det gjorde jeg.”

Så blev du dømt uegnet som overdirektør i en sag, hvor du ikke var tilstede?

”Ja ,men det kan jeg på ingen måde acceptere. Det er milevidt fra sandheden.

Fordi jeg har trods alt vist resultater på Gisselfeld. Og det har mange også bekræftet; fagmænd, landmænd, der har udtalt, at jeg faktisk kørte det vældig godt. Jeg og bestyrelsen før Hillingsø og Koed-Jørgensen – en bestyrelse eg havde et godt samarbejde med - vi fik godsejere Christian Wedell-Neergaard  og godsforvalter Thorkild Nielsen fra Svenstrup Gods og hans daværende skovrider og godsforvalter - til at udarbejde en samlet uvildig rapport om hele Gisselfelds tilstand, driftsmæssigt.

De to blev brugt som vurderingsfolk mange steder i Danmark.

Og også bygninger, slot og park. Ligeledes bad vi om særskilt at få udarbejdet en rapport for skovens tilstand. Og een særskilt for stormfaldet i 1967. Rapporterne var en virkelig god karakterbog for mig. Godset som helhed så fornuftigt ud. Jeg havde gjort meget ved bygningerne, og idet hele taget gjort en stor indsat for at få det hele til at fungere som en god driftsenhed. Samtidig var skovrideren meget imponeret over at jeg havde nået at få så meget træ plantet i skovene efter stormfaldet i 1967. Der var jo oprydning efter stormen i 1967 i mange år. Også min far måtte sørge for at der blev ryddet op, men han var der kun i 4½ år, så der var stadig virkelig meget at gøre, da jeg kom til i 1975.”

Erik Danneskiold-Samsøe

Du var fremsynet på en række andre punkter. Du indførte jagtfredninger, f.eks., hvilket jo givet været med til at gi’ dig flere fjender. Og du indførte økologisk landbrug. Ville Gisselfeld ha’ været økologisk i dag, hvis du var blevet som overdirektør?

”Ja, helt klart! var jeg ikke blevet afsat ville jeg have inddraget mere og mere af Gisselfelds samlede landbrugsareal til økologi, og var endda gået over i biodynamisk også, fordi det er endda bedre endnu end det økologiske. På sigt ville jeg ha’ inddraget hele landbrugsareal på 1200 hektar, der er under plov.”

Til glæde for Sydsjællands natur?

”Ja, og med hensyn til landbruget startede jeg allerede i 1978, tog jeg den ene gård hjem, ud af de 8 gårde, der hører til, idet jeg ikke forlængede kontrakten med den daværende forpagter. I begyndelsen af 1980’erne begyndte jeg at kunstgøde mindre og sprøjte mindre. Og kalke betydeligt mere. Med dolomitkalk. For den er endnu bedre end almindelig jordbrugskalk, fordi den optaget bedre af planterne. Godt 68 procent optages, mod godt 29 procent almindelig landbrugskalk. For at gøre jorderne så rene som muligt.”

Det blev så alt sammen ødelagt da Koed-Jørgensen, betonbonden, som Børsens Nyhedsmagasin døbte ham, tog magten i 1996?

”Ja. Det blev alt sammen destrueret. Han sagde f.eks. straks, at han ville ud og se hvor jeg havde det økologiske stykke jord. Da jeg viste ham det, så kiggede han på sin landbrugskonsulent, Torben Møller  (ham havde han taget med til Gisselfeld. Red.), ”I morgen er det sprøjtet og kunstgødet som normalt.”  Hvorefter han kiggede på på sin medbragte landbrugskonsulent. Bagefter kiggede han på Gisselfelds daværende landbrugsinspektør, Peter Trolle.

På andre marker havde Erik Danneskiold-Samsøe igangsat et forsøg med et amerikansk naturprodukt for at forbedre landbrugsproduktionen.

”I disse forsøgsfelter i marken stod nogle rød-hvide pinde, der markerede på godt 3X6 meter var vi i gang med et forsøg, hvor vi afprøvede et amerikansk naturprodukt, som min bror Ulrik havde taget med hjem fra USA, fra en stor virksomhed, hvor man havde nogle virkelig fine resultater med det. Bl.a. i majsmarkerne, hvor planterne blev meget større og sundere, og der voksede endnu større majs på dem. Vi kørte så hen til disse forsøgsfelter også, for dem ville Koed-Jørgensen også se. Koed og Torben Møller kiggede så lidt på disse felter og spurgte så igen hvad det var til. Jeg fortalte, at det var et amerikansk produkt, som vi afprøvede. Koed-Jørgensen spurgte så sin landbrugskonsulent om han troede på det, hvortil han svarede ”Nej, det er ikke andet end fup og fiduser”. Så kigge Koed-Jørgensen over på inspektør Tolle og sagde så: ”I morgen er de dér sprøjtet og kunstgødet som normalt. Og pindene fjernet.”

Du er uddannet landmand, ikke?

Jeg er gået videre end den almindelige landbrugsuddannelse. Nogle kunne dengang blive landmænd efter fem måneder  Min driftsledereksamen, der varede 4½ år fra 1967-72, bestod i at jeg først og fremmest var på en gård syd for Holbæk. Man forlangte på landbrugsskolen (i Lyngby, hvor EDS er uddannet. Red.) at vi skulle ha’ kendskab til alle former for dyrehold. Derefter var jeg så på flere stores svenske godser, hvor der ikke var dyrehold, men alle former for planteavl.”

Hvordan har du det med at du bliver fjernet fra Gisselfeld pga. en voldgiftsag, som du ikke deltog i?

”Ja, men nu er det jo sådan, at den begrundelse som advokat Karoly Nemeth fremlagde på sine klienters vegne var, at jeg ikke var samarbejdsvilligt, på nogen måde, og jeg blev ved med at fastholde, at det var mig, der havde det fulde ansvar for godset og øverst bestemmende. Og samtidig hævdede, at jeg var ved at pantsætte og forgælde godset, fordi jeg var ved at skrive under på en obligation. Men den ”obligation” var kun et forarbejde til en mulig investering , og intet andet.”

Du ønskede at indhente oplysninger om lånemuligheder for at nedbringe Gisselfelds gæld?

”Ja.”

Der var ikke noget med at du på egen hånd var ved at gældsætte Gisselfeld for et tocifret millionbeløb, som bestyrelsen m.fl. har anklaget dig for?

”Nej, det var overhovedet ikke tale om. Det var bare en forundersøgelser, og jeg har da lov til at undersøge alt det jeg vil. Det kan ingen forbyde mig, og slet ikke dengang . Det var dét jeg gjorde dengang; der var bare tale om en aller første forundersøgelse. Det er totalt useriøst dét bestyrelsen kommer frem med. I stedet for grundigt at ha’ undersøgt  hvordan det forholder sig, så slynger man bare sådan noget ud. Men de har selvfølgelig vidst at dér havde de virkelig krammet på mig ved at de så kunne manipulere med det, og få mig ud på den måde. Dét er jo hele sagens kerne.”

Gisselfeldbestyrelsen begyndte i 1996/97 sin egen genopretning af Gisselfelds økonomi, hvilket løbende blev udbasuneret i den lokale avis, Dagbladet, hvis lokalredaktør, Susanne Søhuus, var gode venner med bestyrelsesledelsen.

”Ja, men de tog jo af skoven, som jeg havde bygget op og pralede virkelig med at nu havde de fået det vel nok største overskud nogensinde på Gisselfeld. Med det var jo ved at gå ud og fælde al det træ jeg i forvejen havde plantet og værnet om som en bank, indtil jeg ku’ se, at det var nødvendigt at ta’ af det skov. Så der blev bare fældet løs. Også skovens randbevoksninger som også blev taget, hvilket man normalt ikke gør. Ensbetydende med at skoven stod helt åben med stor risiko for at den ville lide skade ved storm igen. Hvilket netop skete i Adamorkanen i december 1999.”

Angående  din næsten overnaturlige optimisme. Jeg kan huske da vi snakkede sammen på slottet, da brugte du flere gange vendeingen ”med sorger og bekymringer da løser man ikke noget”. Du var egentlig altid en meget positiv person, selvom du selvfølgelig også har haft dage, hvor du var tynget af vægten fra Gisselfeldstriden. Du har jo egentlig en fornuftig, positiv livsindstilling, også i dag?

”Det udtryk jeg bruger er et citat fra Dalai Lama. Jeg tænke sådan, at jeg jo ikke kunne bruge konflikten til noget. Det var jo bare destruktivt. Jeg måtte jo ligesom videre. Og så forsøge at få det bedste ud af det af sagen og sagsforløbet.

Kan du ikke forklare lidt mere om hvordan sådan en sag egentlig påvirker een?

”Det er jo noget man må bearbejde i sig selv. I de første år var jeg virkelig vred over at jeg ikke kunne gøre dem (bestyrelsen m.fl. red.) forståeligt hvad hensigterne var fra min side.  At mine hensigter var reelle og positive. Men de ville gerne misforstå og gøre det hele til noget hvor de simpelthen misforstod mig. Havde de forstået sandheden i det hele, så have situationen været helt anderledes. Men situationen var også den, at kemien passede slet ikke sammen mellem mig og dem. For de var kommet ind og de havde fået at vide (af Civilretsdirektoratet m.fl. Red.) at nu var det dem, der var øverstbestemmende. Og jeg havde været øverstbestemmende på godset, så jeg kunne ikke acceptere det dér. Og så var der pludselig konfrontation på stedet. Med det samme, da bestyrelsen ikke ville respektere mine rettigheder.

Hvordan er det at se mennesker opføre sig som bestyrelsen som Koed/Hillingsø-bestyrelsen, der kom ind i 1996. Indledningsvis var de venligt indstillede, men da de var kommet ind dolker de dig så i ryggen?

”Det giver selvfølgelig stof til eftertanke. Hvor jeg sådan også må sige til mig selv, at så må jeg fremover se mere grundigt på personer, så jeg ikke kommer i samme situation.”

Har du været for rar førhen?

”Jeg har været for rar, før, ja.”

Har du også været lidt naiv?

”Det har jeg også, ja. Og det har selvfølgelig gjort at jeg ikke har kunnet se det dér. Men det er jo mange gange svært at gennemskue personer hvis de kun viser deres pæne side. Så er det jo svært at se om de har flere masker på som man ikke kender til.”

Du kom jo sådan set fra den højeste position i samfundet, hvor alle var meget glade for at være venner med dig.  Til næsten det stik modsatte, hvor der pludselig ikke var så mange, der ville være venner med dig. Dét må også ha’  været noget af en kontrastoplevelse?

”Ja. Men på den anden side har jeg det sådan, at hvis man kun kan være venner, når det går sådan, så kan det også være lige meget for mig. Jeg mener det virkelig: så kan det være totalt lige meget for mig, for jeg har det lige så godt uden så. Ja, jeg har det endda bedre uden dem.”

Den lektie må du jo ha’ lært om menneskene, på en barsk måde?

Det har jeg. Det har jeg sandelig.

Men du har overlevet også dette. Med positiviteten i behold. Hvordan har du kunnet det? Mange siger jo om dig, at det du har været udsat for, dét havde de fleste ikke overlevet?

Ja, det har jeg hørt også. Det er der mange der har sagt. De kan ikke forstå hvordan jeg har kunnet klare det. De havde ikke kunnet.”

”Jamen det er simpelthen ved at jeg har fået min vrede ud over det dér (i tide). Går man rundt med en stor ”rygsæk”, hvor man ikke får bearbejdet hvad der ligger i den, og man får mere og mere op i den, så den bliver tungere og tungere; så det gælder sandelig om at få det behandlet. Og få det på plads. Og så er der jo en mening med alt, sagen her har så også gjort at jeg er blevet så meget stærkere.”

Så du begræder overhovedet ikke at din far blev overdirektør i 1969?

Nej. Det gør jeg ikke, nej. Og heller ikke at han bad mig om at jeg blev den næste efter ham. Hvis jeg skulle ha’ fortrudt det, så skulle jeg jo ha’ sagt nej dengang. Og det ville jeg jo på ingen måde, for jeg følte jo at det var en meget stor udfordring for en unge mand på 30 år. Jeg var den yngste, der nogensinde havde været overdirektør. Derfor tænke jeg: Dét  er da virkelig en udfordring, det må jeg simpelthen bare gøre noget ved.

Din ex-kone, Cath, kommer i bogen til at tegne et billede af en familie, din familie,  der ikke fungerer ordentligt. Din far og mor kritiserer hun jo indirekte ved at sige at du har en meget mørk familiebaggrund. ”At du er opdraget til ikke at være åbensindet og generøs”, f.eks. Og hun langer ud efter din far og siger at han var en problematisk person, uden at hun har kendt ham. Hun siger med andre ord nogle meget private ting og det så er rigtigt eller ej, så kan det jo kun komme til at fremstå som om du har nogle personlige problemer, hvilket også bliver en fokus i bogen her: Din person bliver gransket, mens dine modstandere og hvad der måtte være af dysfunktionalitet her går ram forbi. Hvordan har du det med det?

”Hun har ladet sig interviewe af den ene journalist. Hun taler mod bedre vidende, når hun kommer ind på at jeg i flere tilfælde handlede meget efter min følelser. Og hun i virkeligheden mente, at det burde jeg ikke have gjort. Men det er jo meget let at sige. For når man har et ansvar; man får påført et sådant ansvar, i og med jeg har sagt ja til det, så har jeg også påført mig det, så kan man da ikke la’ være med at ha’ følelser med. Et sted, der har eksisteret i så mange år i familien. Og hvor der er en fundats, der er genialt skrevet. Så jeg vil sige, og det kan jeg gøre meget kort:  Hun taler som sagt mod bedre vidende. For hun har jo aldrig været interesseret i at sætte sig grundigt ind i sagen. Og når hun ikke har været det , så kan hun jo ikke udtale sig om de der sporadiske ting jeg har nævnt for dig. Og hun burde heller ikke have udtalt sig, det er også min helt klare mening.”

Føler du dig såret over noget af det hun siger?

”Jeg føler mig ikke såret, men jeg føler en hvis forbavselse og skuffelse over at hun har villet udtale sig, uden forudgående at have talt med mig om det. For så havde situationen være anderledes, hvis jeg havde sagt til hende, at dét du er interesseret i at sige dér, det må så stå for din egen regning.

Indtil I blev skilt i 2008 studsede man over, at Cath førte sig frem som en af landets førende jetsettere og så dig, der ikke kunne betale dine advokatudgifter. Og det kommer også frem i bogen. Hvorforgifter du dig med en kvinde, der har så anderledes værdier end dig?

”Ja, men det er igen et gammelt ordsprog, der siger, at modsætninger mødes. Og det har så været det, der var årsagen på det tidspunkt. Og det er jo meget let at blive forelsket, alle kan jo falde i på et eller andet tidspunkt.”

”Jeg er meget interesseret i at bevare privatlivets fred. Og jeg vil sige, at flere steder i bogen er privatlivets fred virkelig blevet krænket. Det bør på ingen måde ske. Der er noget der hedder privatlivets fred og det skal sandelig overholdes.”

I ”Kampen om Gisselfeld” citeres Cath bl.a. for at sige: ”Han (Erik Danneskiold-Samsøe. Red.) demonstrerede sin afgang med offentlig ydmygelse, da han foran TV og øvrige presse samlede sine ejendele i nogle få papkasser og kørte væk i den rustne, røde Golf. Man kan stille sig selv det retoriske spørgsmål: Var dette for at få sympati hos Danmarks befolkning og samtidig manifestere sin sidste vilje.”

”Siger hun virkelig det!?”, bemærker Erik Danneskiold-Samsøe oprigtigt forundret.

”Golfen var da ikke rusten” indskyder han så hurtigt og tilføjer:

”Jamen hvad skal man svare til sådan noget.. Det var jo hændelsesforløbet der var sådan dér. Det kunne jeg jo ikke gøre anderledes. Derfor mener jeg ikke, at jeg skal rammes på det grundlag.”

Du ønskede jo at blive på Gisselfeld, ikke?

”Ja, det gjorde jeg. Det var også derfor at jeg blev ved til det sidste. Det var ikke noget med at jeg ville gå dér den 1. juli 2010. Fogeden havde jo sagt, at hvis jeg ikke havde pakket og var gået den dag, så ville der gå 8 dage, og så ville de rykke ud. Og jeg valgte at blive: At det skulle være til aller, aller sidst. Jeg gik ikke før. Fordi jeg var, og er, helt uenig i forløbet og dommen i voldgiftssagen.”

Cath siger i bogen også: ”Efter min mening var vores tragedie bygget på noget helt basalt. Eriks manglende evne til at argumentere fornuftigt for sin sag, uanset hvad det handlede om. Og at hans argumenter - eller mangel på samme - altid blev kvitteret med ordene ”Men sådan vil jeg ha’ det”. Cathrine anklager dig med andre ord igen for at være stædig, ufleksibel og lidt af en forældet grevelig diktator?

”Igen er jeg helt uforstående overfor hendes angreb. Det er som om jeg har angrebet hende på meget følsomme punkter tidligere. Men det har jeg på ingen måde. Ikke et eneste sted. Hun må være blevet trådt gevaldigt på sine følsomme punkter, men det har i hvert fald ikke været min hensigt.

Nej, altså. Hvad er det for noget? Der er ingen tvivl om at folk ryster på hovedet.

Men det er jo din tidligere kone, der siger det.

”Det må stå for hendes egen regning det hun siger dér. For det er ikke i overensstemmelse med min opfattelse.”

Lad os snakke lidt om din far til sidst. Er det rigtigt, at han var temperamentsfuld?

”Han havde jo sine meningers mod, han var ikke bange for at sige dem. Men han var samtidig også en blød person indvendigt. Det havde vi det jo vældig godt med vi børn når han var på den måde.”

Var han god til at lege?

”Ja det var han virkelig. Og utrolig morsom. Man ku’ virkelig more sig over ham. Hvor har vi grint mange gange af ham. Af de sjove ting han sagde og gjorde. Så det er den måde vi kender ham på.”

Schonbergs kone, Gerda, som jeg besøgte da de boede i Gl. Dyrehave, fortalte mig at hun havde gået i skole med din far og at hun kunne huske, at han kunne hypnotisere høns!

”Ja, jeg kan huske at du fortale det dér med høne engang; at min far havde lagt den på ryggen og så fået den til at lukke øjnene og blive liggende.”

Din far var meget fugleinteresseret. Jeg kan huske at der kom spændende tropefugle, f.eks. fascinerende kolibrier, i de flotte gamle drivhuse ved siden af slottet i begyndelsen af 1970’erne.

”Ja, han havde jo den dér store voliere ovre i drivhusene. Og da han gik på kostskole i Haslev havde han lejet et udhus hvor han havde brevduer. Dem gik han så og passede, når han var færdig med skolen.

Han kunne godt være meget bestemt og det var der dem, der virkelig havde det skidt med, for han kunne virkelig være bestemt. Når han havde bestemt sig for noget, så blev det sådan. Så ville han ikke gi’ sig. Men når man kendte ham rigtigt, som alle hans venner gjorde, og her tænker jeg ikke på dem, der bare var bekendte til ham, nej, hans rigtige venner, der vidste at han var en virkelig rar og behagelig person at være sammen med. Og meget vidende om mange ting. En meget klog og begavet mand, det må jeg sige.”

                                                                 (offentliggjort 7. april 2014)