Gisselfeld ødelægger fortsat naturen

Desværre var vi her på Gisselfeldhjemmesiden sidste år for hurtigt ude med optimistiske udmeldinger på naturens vegne.

For trods en ny – på papiret naturvenlig – bestyrelse siden februar 2002 er der nemlig fortsat store problemer for naturen på Gisselfeld.

Eksempelvis er kampen om Gødstrup Sø endnu ikke vundet, som vi forhåbningsfuldt skrev for et år siden.

Situationen er faktisk den yderst triste, at Gødstrup Sø netop nu afvandes midt i ynglesæsonen for 6. gang siden 1994, og mængder af vandfuglereder med æg og -unger er i maj endnu engang helt meningsløst blevet ødelagt og slået ihjel.

Og der har vist sig lang flere knaster i den såkaldte VMP2-projektet for Gødstrup Sø end forventet. Blandt andet indbefatter det nyligt vedtagne naturgenopretningsprojekt for den fuglerige sø, fældning og totalødelæggelse af en biologisk enestående gammel naturskov af national betydning. Fældningen vurderes af fagfolk som sammenlignelig med at omsmelte guldhornene og helt unødvendig. Baggrunden for totalødelæggelsen af de 16 hektar uvurderlig naturskov, som Naturfredningsforeningens tidligere præsident i 1993 beskrev “måske endda egentlig urskov” er udelukkende et ønske om at forøge Gisselfelds indtjeningen på projektet.

Gisselfeld får i alt 1,6 millioner kr. i erstatning for søprojektet samt ca.100.000 kr årligt fremover. En halv million kr udbetales for ødelæggelsen af den unikke skov, der er uden forstlig værdi. (læs de separate artikler om det spegede spil bag Gødstrup Sø-projektet)

Naturens trængsler på Gisselfeld stopper på ingen måde ved Gødstrup Sø-problemerne.

For trods en ny bestyrelse og dennes meget positive og idealistiske udmeldinger, bl.a. om udarbejdelse af en overordnet miljøpolitik for godset, er realiteterne desværre, at naturødelæggelser og lovbrud er fortsat på det store indtjeningsivrige gods.

Det vil vi grundigt belyse her på hjemmesiden i de kommende uger – læs sidste nyt:

200-årig skov ofres i speget naturprojekt

Naturfredere støtter naturødelæggelse

DN løber fra gammelt fredningsarbejde

Hvad er naturskov?

For yderligere oplysninger: journalist Jesper Petersen, tlf. 56 32 64 70

Hjemmesideredaktøren, 20 maj 2003.