Til:

Departementschef Michael Lunn , Justitsministeriet, Slotsholmsgade 10, 1216 København K

Departementschef Niels Preisler, Indenrigsministeriet, Christiansborg Slotsplads 1, 1218 København K

Direktør Dorrit Sylvest Nielsen, Civilretsdirektoratet, Æbeløgade 1, 2100 København Ø                                        

København d.20 juli 2001                                                               

Vedr.: 1. instans-prøvelse i Gisselfeld-sagen berammet til domsforhandling i Østre Landsret tirsdag den 11., onsdag den 12., mandag den 17., tirsdag den 18., onsdag den 19., tirsdag den 25., onsdag den 26. og fredag den 28. september 2001 samt tirsdag den 2., onsdag den 3. og mandag den 8. oktober 2001.

_________________________________________________________________________

Som advokat for overdirektør Erik greve Danneskiold-Samsøe fremsender jeg herved nærværende henvendelse i anledning af, at min klient under den forestående berammede ellevedages domsforhandling er afskåret fra i retten at være repræsenteret af advokat, jf. vedlagt kopi af min skrivelse af 13. ds. Til Østre Landsrets 14. afdeling , hvorved jeg har meddelt retten at måtte udtræde af denne af min klients sager.

Af sidstnævnte skrivelse fremgår det, at Indenrigsministeriet ved skrivelse af 3. ds. Har meddelt afslag på fri proces, hvilket er sket uanset, at landsretten  under den forestående domsforhandling nu bl.a. skal tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt den arvemæssige rettighed, som Højesteret har bekræftet (Ugeskrift for Retsvæsen, år 1925, s. 12), er beskyttet som en privat rettighed, der er omfattet af grundlovens § 73 om den private ejendomsret, og evt. tillægsprotokol nr. 1 til Den Europæiske Menneskeretskonvention.

Disse spørgsmål vedrører såvel en almindelig forståelse af erhvervsfondsloven som fastslåelsen af rettighederne for min klient, dennes efterkommere eller andre efterkommere efter Christian Gyldenløwe. Allerede af disse grunde henstår det åbenlyst forkert, at Staten i en mod Staten anlagt sag afslår at meddele fri proces. Til overflod forholder det sig endvidere således, at retsplejelovens § 331 også hjemler ret til fri proces dersom vedkommende sag har ” …væsentlig betydning for ansøgerens sociale eller erhvervsmæssige situation. ”

Efter at have gennemført en praktisk og teoretisk landbrugsuddannelse overtog min klient i 1975 efter faderens død embedet som overdirektør. Han er født i 1945 og er dermed 56 år. Hvilket andet erhverv fri-procesmyndigheden forestiller sig, at min klient vil kunne tiltræde, dersom de foretagne indgreb ikke omstødes ved domstolene, er det ikke muligt at identificere.

Det er selvsagt fuldstændigt uholdbart, at min klient afskæres fra mulighed for en effektiv rettergang om de allerede for ham mest vitale retsbeskyttelsesmæssige hensyn, nemlig hans erhverv og hele sociale situation. 

——

Tvisten har grundlæggende sit udspring i uenighed om hvem, der på Gisselfeld Kloster udøver den øverste kompetence.

  I henhold til det gældende fundatsgrundlag fra 1700-tallet, overtog min klient i 1975 overdirektørembedet efter sin fader. Institutionen er stiftet af min klients forfader, Christian Gyldenløwe. Af fundatsen fremgår det, at embedet som overdirektør nedarves i familien, der i nu mange generationer har passet institutionen, der dels består af Peder Oxe’s slotsbygning fra 1500-tallet og af landbrugsarealer på omkring 7000 tønder land, hvoraf hovedparten er skov. I fundatsen er det direkte nævnt, at det, der anføres som institution ”Bestyrelse”, udgøres af overdirektørembedet, der således udgør styreformen.

  Fundatsen tillægger overdirektørembedet samtlige en ejers beføjelse, idet dog overdirektøren ikke kan sælge institutionen eller råde over denne arveretligt. Der er endvidere tillagt overdirektørembedet boligret til slottet, løn og andre ydelser. I 1924 har Højesteret i en sag vedrørende Gisselfeld (Ugeskrift for Retsvæsen, år 1925, s. 12) taget stilling til, om overdirektørembedet skulle betragtes som et fideikommis og fastslået, at dette ikke er tilfældet, idet det fremgår af dommen, at der i stedet er tale om en familiemæssig rettighed, der arves, men som forudsætter en betydelig arbejdsydelse, det vil sige en ret til at indtage en bestemt stilling med deraf følgende kompetencer og forpligtelser.

I 1984 vedtog Folketinget fondslovene, herunder lov om erhvervsdrivende fonde, som myndighederne fandt omfattede klosteret.

Efter erhvervsfondsloven er udgangspunktet for nystiftede fonde, at der skal være en bestyrelse, som fondens øverste myndighed.

Samtidig er der i fondslovens § 8 indsat følgende bestemmelse:

”§ 8. Bestemmelser i en vedtægt, der tillægges medlemmer af en bestemt familie eller visse familier fortrinsvis til uddeling fra en fond, har ikke retsvirkning efter deres indhold, idet omfang fortrinsretten rækker videre end til personer, der lever på stiftelsestidspunktet, og til een i forhold til disse ufødt generation.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder tilsvarende for bestemmelser i en vedtægt, der tillægger medlemmer af en bestemt familie eller visse familier fortrinsret til at indtage en bestemt stilling eller til på anden måde, herunder i form af arbejdsvederlag, at oppebære økonomiske  ydelser fra fonden eller fra en bestemmende indflydelse. Dette gælder dog ikke hverv som medlem af bestyrelsen .”

I forbindelse med Folketingets behandling af lovforslaget blev Justitsministeren spurgt, om bestemmelsen kunne tillægges virkning også for bestående fonde, hvortil Justitsministeriet svarede, at dette kunne indebære et problem i forhold til Grundlovens § 73 om ejendomsrettens beskyttelse. Derfor er lovens ikrafttrædelsesbestemmelse udformet således, at ovenstående § 8 ikke er gældende for bestående fonde.

Overdirektøren gør som person på vegne af embedet under sagen gældende, at rettet til stillingen indebærer en ret til at besidde denne ikke alene af navn, men også af gavn, det vil sige kompetencemæssigt.

Lov-teknisk kunne det spørges, hvorledes den fortsat gældende ret til at indtage stillinger i pr. 1. januar 1985 bestående fonde kan forenes med fondslovens krav om, at der i fonde skal være en bestyrelse med den øverste kompetence.

Denne som udgangspunkt indbyggede konflikt er erhvervsfondsloven lykkedes det imidlertid Folketinget ved dispensationsbestemmelsen i § 67, stk. 2, at løse, idet man samtidig i bemærkningerne har anført, at bestemmelsen muliggør dispensation ved ”gamle” institutioner, hvor lovens forskellige krav ikke er ”rimelige”.

Det fremgår af fondsudvalgets betænkning af 1982, at man vedrørende de ”gamle” institutioner har haft blandt andre Gisselfeld i tankerne.

Da landsretssagfører R.Sand efter lovens ikrafttræden på embedets vegne søgte om dispensation for kravet om bestyrelse, jf. ovenstående grundlag, blev der givet afslag, som det fremgår af skrivelse fra den daværende fondsmyndighed, Industriministeriet af 4. februar 1987, der i sin fulde udstrækning var sålydende:

”Industriministeriet har den 30. januar 1987 skrevet således til Landsretssagfører Rudolf Sand, Nørre Søgade 7 (ved søtorvet), 1370 København K:

”I skrivelse af 25.januar1987 har De på Gisselfeld Klosters vegne anmodet om, at klosteret i medfør af § 67, stk. 2, 1. pkt. i lov om erhvervsdrivende fonde, undtages fra kravet om at opfylde bestemmelserne i loven.

De henviser i Deres skrivelse til den helt specielle stilling som Gisselfeld Kloster indtager i forhold til praktisk taget samtlige andre erhvervsdrivende fonde, dels i henseende til sin oprindelse og sin snart trehundredeårige eksistens, dels i henseende til de ganske særlige bestemmelser i fundatsen vedrørende fundatsens uforanderlighed og den i fundatsen indeholdte bestemmelse om, at godset ved offentlige krav om ændring af fundatsen skal overgå til privat ejendom for den efterkommer af opretteren, der på det pågældende tidspunkt er overdirektør. Endvidere henviser De til, at den hidtidige fundats og den hidtidige administrationsform har vist sin styrke ves at kunne opretholde klosteret og den derfra drevne landbrugs- og skovbrugsvirksomhed på en i enhver henseende økonomisk god og forsvarlig måde.

I tilslutning hertil anfører De, at navnlig § 12 i lov i erhvervsdrivende fonde er uforenelig med stifterens vilje, idet det af konventionen af 26.juni 1725 fremgår, at ledelsen af stiftelsen skal ligge hos overdirektøren og hos ham alene.

I denne anledning skal Industriministeriet – efter forhandling med Justitsministeriet – meddele, at man ikke kan imødekomme den ønskede dispensation. Industriministeriet kan i denne forbindelse henvise til, at det fremgår af bemærkningerne til dispensationsbestemmelsen (Folketidende 1983-84, 2. saml., tillæg A, sp. 2901), at bestemmelsen er forestået, ” da man…ikke på forhånd kan danne sig et fuldstændigt overblik over lovforslagets konsekvenser for alle eksisterende fonde, og det derfor ikke kan udelukkes, at der er bestående fonde, hvor på en anvendelse af loven ikke i alle henseender er rimelig…”.

Industriministeriet finder ikke, at de af Dem nævnte grunde gør det urimeligt, at Gisselfeld Kloster – på linje med andre fonde, der driver landbrug m.v. – er omfattet af loven.”

Som følgende af den manglende dispensation forlangte fondsmyndigheden, at der blev tilvejebragt en ”løsning”, hvorved der på en gang kunne forenes hensynet til overdirektørembedets arvemæssige beføjelser og kravet om bestyrelse. Der oprettedes en tillægsfundats.

Den logiske modstrid mellem beføjelserne blev søgt løst indsættelsen af bestemmelsen i punkt II, Ad 7, tillægsfundatsens side 6, sidste afsnit), hvori det er anført:

”Ad 7: Eventuelle særlige rettigheder eller fordele, der er tillagt stiftere eller andre

Der henvises herom til fornævnte testamenter af 19. september 1701 og 18. september 1702 samt fornævnte convention af 26. juni og 16. juli 1725 med de deri indeholdte rettigheder for den til enhver tid værende overdirektør samt den deri indeholdte arvefølge til overdirektørembedet. Disse regler skal i et og alt opretholdes uden forandring, ophævelse eller tilsidesættelse – hvilket overdirektøren, som det fremgår af dokumentets tekst, er uden ret til – men alene suppleres med nedennævnte under ad 8) anførte regler om bestyrelsesmedlemmer.” (understreget her)

Det dokument er set ud fra en juridisk tankegang ikke nogen logisk skønhed, men i de første år frem til og med 1996 gav det ikke anledning til problemer, idet de daværende bestyrelsesmedlemmer accepterede overdirektørembedets overordnede placering. Problemstillingen opstod i 1996, hvor godsejer J. Koed Jørgensen og forhenværende generalløjtnant K.G.H Hillingsø kom ind i bestyrelsen.

Disse har reelt set taget magten fra min klient, desværre med Civilretsdirektoratets nølende og successive tilslutning.

Sideløbende med den gradvise udhuling af overdirektørens kompetence har der i pressen været ført en kampagne mod ham, hvor en lang række grundløse beskyldninger er ført til torvs. For det først er overdirektøren beskyldt for at køre klosteret økonomisk i sænk, hvilket er objektivt forkert:

Da bestyrelsesflertallet overtog magten fra min klient i 1996, var belåningsgraden på klostret – på trods af nogle gode forudseende investeringer, som min klient havde foretaget – på under 15%.

Danske godser har i gennemsnit en belåningsgrad på omkring 50%.

Min klient har allerede tilbage i 1980’erne vist sig som forgangsmand vedrørende økologisk landbrug. Således har han i landbrugsfaglige tidsskrifter behandlet emnet og lagt en plan for Gisselfelds gradvise overgang til som et af landets største godser at blive drevet økologisk. Arbejdet hermed blev bl.a. foretaget i forbindelse med forsøg på udvalgte arealer, der imidlertid af bestyrelsesflertallet med J. Koed Jørgensen i spidsen nærmest rituelt blev pløjet op i 1996 efter magtovertagelsen. I stedet blev overalt indført kemisk giftsprøjte-intensivt landbrug svarende til den form for naturmæssigt håndhændet landbrug som J. Koed Jørgensen er berygtet for i Jylland, hvor han driver ren kemisk landbrugsdrift.

Bestyrelsen har offentligt fremhævet, at den, fra og med året efter, at den kom til, økonomisk fik ”vendt skuden”

Sandheden er, at i den årrække min klient har haft embedet som overdirektør har Gisselfeld givet i gennemsnit store million-overskud. Enkelte år i midten af 1990’erne har der været underskud, det skyldtes sammenfald af langtidsvirkningen af stormen i 1967 på salget af træ (stormen ramte som bekendt dengang den del af Sjælland meget hårdt), investeringer i istandsættelse af Gisselfelds ca.110 gårde og huse (der nu er velbeliggende i det kuperede terræn nær syd-motorvejen og kan udlejes til høje priser), tilbagetagelse af udløbne bortforpagtninger af landbrugsjord (boniteten af landbrugsjorden skulle genoprettes, idet jorderne i udpræget grad led af såkaldt ”forpagtersyge”, svarende til lav kvalitet, når et lejemål tilbagetages fra udlejeren). Endvidere havde min klient i de pågældende år investeret langsigtet i udskiftning af maskinpark m.v., hvilket bl.a. efterfølgende har bidraget til at sikre Gisselfeld en god økonomi.

Samtlige disse tiltag fra min klients side har vist sig at være særdeles fremsynede og er netop grunden til, at Gisselfeld i de senere år har givet store overskud igen.

Enhver der har kendskab til landbrugsvirksomhed ved naturligvis også, at en ny bestyrelse, der kommer til i en landbrugsvirksomhed, ikke blot i løbet af eet eller to år kan tilvejebringe så store forskelle i driftsresultaterne, uden at det netop skyldes investeringer eller andet, der er foretaget adskillige år forinden.

Men tal-magien har været egnet til at miskreditere min klient fuldstændigt i offentligheden og i virkeligheden gjort ham temmelig værgeløs overfor bestyrelsesflertallets og fondsmyndighedens samlede overgreb.

Samtidig udelades i pressens omtale af sagen f.eks., uanset de alvorlige beskyldninger om underslæb (der giver store overskrifter), fuldstændigt, at såvel politimester som statsadvokat pure har afvist, at min klient skulle have foretaget sig noget strafbart.

Oplysningerne om, at de tidligere af pressen kolporterede oplysninger var forkert, nævntes overhovedet ikke.

Ligeledes nævnes det ikke, at Gentofte Byret i en injuriesag ved dom af 7. april 2000 har dømt bestyrelsens advokat K.L Nemeth for injurier mod min klient og f.eks. heller ikke, at Advokatnævnet den 22. september 1999 har afsagt kendelse, hvorved advokat Nemeth for sin fremfærd i sagen, er tildelt en advarsel af advokatmyndighederne.

Som et led i kampagnen mod min klient har bestyrelsen truffet bestemmelse om, at man ønsker at afsætte ham som overdirektør og har i den forbindelse truffet bestemmelse om ”suspension”.

Spørgsmålet om lovligheden af disse beslutninger er til afgørelse for voldgift, hvilken voldgiftsret har sat sagen i bero på afgørelsen af den hovedsag, der er berammet til domsforhandling i september/oktober d.å. og må forventes viderebragt til Højesteret.

I forbindelse med ”suspensionen” har bestyrelsesflertallet også truffet bestemmelse om, at min klients løn skulle ca. halveres. I dansk ret findes der ingen hjemmel til i en suspensionsperiode at halver lønnen, men dette har Civilretsdirektoratet desuagtet uhjemlet tiltrådt.

I forbindelse med den for Landsretten verserende sag har jeg på min klients vegne søgt om fri proces, idet han som følge af den kraftige lønnedsættelse opfyldte betingelserne i medfør af retsplejelovens § 330 til at modtage fri proces som mindre bemidlet. Under behandlingen af denne sag hos myndighederne besluttede bestyrelsen at forøge min klients månedsløn med et ganske lille beløb, hvorved han blev flyttet over den lave grænse for fri proces (!). På min klients vegne har jeg dernæst søgt om fri proces i medfør af retsplejelovens § 331, der som bekendt giver mulighed for fri proces, dersom sagen uanset beløbsgrænsen har ”væsentlig erhvervsmæssig eller social betydning” for ansøgeren.

——

Bestyrelsen har således frataget min klient økonomisk baggrund for at kunne føre sag mod samme bestyrelse.

Staten har afslået min klient fri proces.

Min klients situation er derfor den, at han ikke har økonomisk mulighed for at have advokat i sagen, der udover at have betydning for ham personligt også drejer sig om hvorvidt Danneskiold-Samsøe-familien der i ca. 300 år har passet dette kulturhistoriske klenodie, kan opretholde deres ret dertil, så længe denne ret ikke er eksproprieret med fuld erstatning.

Jeg har selv, som følge af min klients betrængte økonomiske situation, nu arbejdet stort set ulønnet i adskillige år med det resultat, at der henstår mange hundrede timer ulønnet arbejde.

Min klient står overfor særdeles ressource-stærke modparter, fondsmyndigheden er repræsenteret af Kammeradvokaturen og bestyrelsens advokat, Nemeth betales af klosterets kasse.

Som det fremgår ovenstående skal sagen for i Østre Landsret i alt 11 retsdage. For hver retsdag må der beregnes 2 dages forberedelse, hvilket resulterer i, at gennemførelsen af sagen i Landsretten ville indebære en arbejdsmæssig belastning for undertegnede svarende til i alt ca. 33 dage.

Dette videre arbejde kan jeg selvsagt ikke fortsat påtage mig ulønnet, og jeg har derfor – meget beklageligt – efter aftale med min klient været nødsaget til at meddele retten, at jeg må udtræde, og at Erik Danneskiold-Samsøe derfor vil møde til de 11 retsdage i september og oktober måned dette år som selvmøder.

——

Det er selvsagt aldeles uklædeligt for et retssamfund, at min klient skal bringes i den nu foreliggende situation som selvmøder.

Det er evident, at det beroede på en fejl i Industriministeriet, at der ikke blev givet dispensation for Gisselfeld under hensyn til den særlige styreform, som Folketinget ved vedtagelsen af fondsloven netop var opmærksom på, men den pågældende sagsbehandler i Industriministeriet har næppe tænkt så langt.

Det er endvidere meget beklageligt, at der vedrørende sammenhængen mellem rettighederne for eksisterende fonde, jf. fondslovens § 8 og lovens afsnit om bestyrelser ikke er sket en tilstrækkelig gennemtænkning af konsekvenserne, hvorved dispensationsløsningen slet ikke havde været nødvendig. Der foreligger reelt set en indbygget mulig akavethed i den vedtagne lovtekst, der på dette punkt har karakter af såkaldt ”lovsjusk”.

Det er endvidere helt urimeligt, at problemet i slutningen af 1980’erne og i begyndelsen af 1990’erne af Justitsministeriet søges ”løst” ved at gennemtvinge oprettelsen af en tillægsfundats, der på samme tid omtaler en indførelse af en bestyrelse og samtidig udtrykkeligt bekræfter overdirektørembedets hidtidige, overordnede rettigheder, der såvel for ham personligt som for familien er beskyttet som private rettigheder i medfør af Grundloven § 73.

Ikke mindst på denne baggrund er det uforståeligt, at Civilretsdirektoratet tillader, dels en uhjemlet suspension og dels uhjemlet, at denne suspension kan ledsages af et indgreb overfor min klients løn, og at fondsmyndigheden herefter afslår bevilling af fri proces under hensyn til, at min klients sag ikke har ”…væsentlig betydning for ansøgerens sociale eller erhvervsmæssige situation”.

Ved nærværende skrivelse skal jeg venligst anmode de involverede myndigheder om at genoptage behandlingen af det betimelige i, at min klient til efteråret skal møde i Østre Landsrets 14. afdeling som selvmøder med de ovenfor nævnte to professionelle modparter. 

——

Kopi af nærværende skrivelse er d.d. tilstillet Birthe Dahl Fonden og Kammeradvokaten. 

Med venlig hilsen 

Christian Harlang