“Det er fuldstændig uholdbart, at min klient afskæres fra en effektiv rettergang.“
Kritikken af Erik greve Danneskiold-Samsøe’s – og Gisselfelds fundats’ – mangel på retssikerhed kommer fra hans advokat, Chr. Harlang. På baggrund af Indenrigsministerens gentagne afslag på fri proces til den suspenderede – og fattige – overdirektør på Gisselfeld har Harlang skrevet et godt og vel 8 sider langt brev til Justitsministeriet, Indenrigsministeriet og Civilretsdirektoratet. I brevet argumenterer Gisselfeldgrevens advokat for at myndighederne genoverveje en række forvaltningsbeslutninger.
I den omfattende sag har Chr. Harlang opregnet i alt 40 tilfælde af ulovlige overgreb – adskillige med klang af personforfølgelse – på hans klient.
I over fire år har københavneradvokaten med speciale i fondsjura arbejdet på højtryk for Erik Danneskiold uden at få penge for sit arbejde. I alt over 2.500 timer. Grev Erik har ikke kunnet betale sin advokat af egen lomme, da bestyrelsen siden 1. juni 1999 har stoppet udbetalingen af hovedparten af hans løn. Samtidig besluttede bestyrelsen, at greven for sin fundatssikrede fribolig på Gisselfeld i fremtiden skulle betale 25.000 kr i husleje om måneden. Bestyrelsen lukkede endvidere grevens telefon, tog hans bil m.m.
Flere måneder forinden var grev Eriks adgang til sit kontor på godskontoret blevet effektivt stoppet ved at alle godskontorets låse var blevet udskiftet, så grevens nøgle ikke længere passede. Fremover kunne Gisselfeldgreven således kun komme ind til bestyrelsesmøderne når de øvrige medlemmer lukkede op for ham. Bestyrelsen indførte denne låseordning mens greven endnu var bestyrelsesmedlem.
På grund af ubetalte regninger sagde to advokater farvel og tak til grev Erik i 1997, og havde Chr. Harlang ikke i det højdramatiske efterår i 1997 indvilget i at føre grev Eriks vanskelige sag mod forventet efterbevilling, er det mere end tvivlsomt om Erik Danneskiold i dag var andet end endnu et trist minde i den kollektive bevidsthed om at de store æder de små. Og at selv en greve, med ret til at blive tituleret excellence, kan blive den lille.
I alt tre gange har Indenrigsministeren afslået at bevilge Gisselfelds detroniserede overdirektør fri proces. Første gang d.2. juli 1999, anden gang 22. september 1999 og endnu engang d.3. juli 2001.
“Det er åbenlyst forkert, at Staten i en mod staten anlagt sag afslår fri proces”, fremhæver Chr. Harlang. I det godt og vel 8 sider langt brev af 20. juli 2001 uddyber hans sin kritik. Han skriver bl.a.:
“I forbindelse med den for Landsretten verserende sag har jeg på min klients vegne søgt om fri proces, idet han som følge af den kraftige lønnedsættelse opfyldte betingelserne i medfør af retsplejelovens § 330 til at modtage fri proces som mindre bemidlet. Under behandlingen af denne sag hos myndighederne besluttede bestyrelsen at forøge min klients månedsløn med et ganske lille beløb, hvorved han blev flyttet over den lave grænse for fri proces (!). På min klients vegne har jeg dernæst søgt om fri proces i medfør af retsplejelovens § 331, der som bekendt giver mulighed for fri proces, dersom sagen uanset beløbsgrænsen har “væsentlig erhvervsmæssig eller social betydning” for ansøgeren”
Og det – jævnfør ovennævnte formuleringen i retsplejeloven – svært at forestiller sig en sag, der har større betydning for en fri proces-ansøgers sociale og erhvervsmæssige situation, end Gisselfeldstriden har for Erik greve Danneskiold Samsøe.
Som følge af bestyrelsens og Civilretsdirektoratets beslutning, har greven, der bærer den næsthøjeste adelige rang i Kongeriget, i flere år måttet klare sig for lige så få penge som en bistandsklient: 6.400 kr har Gisselfeldgreven efter skat og diverse månedlige afdrag.
Om løninddragelsen skriver Chr. Harlang i sit brev af 20. juli 2001: “I dansk ret findes der ingen hjemmel til i en suspensionsperiode at halvere lønnet, men dette har Civilretsdirektoratet desuagtet uhjemlet tiltrådt.”
28. december 2001 indbragte Chr. Harlang sagen for Den europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.
Tre gange har staten afvist at give Erik Danneskiold fri proces, så han kan afslutte den omfattende retssag anlagt d.16. april 1998 ved landsretten, 14 dage efter bestyrelsen med Civilretsdirektorats hjælp suspenderede ham som overdirektør. Greven var indtil maj 1999 fortsat bestyrelsesmedlem, men bestyrelsen har igennem hele sagen forhindret at Gisselfelds kasse dækkede den suspenderede overdirektørs advokatregninger i en juridisk strid greven understreger han er forpligtet til at føre i henhold til “Gisselfelds grundlov” – den 300-årige fundats, der indiskutabelt placerer den ældste mandlige efterkommer i slægten Danneskiold-Samsøe som Gisselfelds øverste leder.
Modsat holdningen overfor overdirektøren har bestyrelsen ingen betænkeligheder ved at lade Gisselfelds pengekasse betale bestyrelsens egne store advokatudgifter i forbindelse med ledelsesstriden og retssagen.
Greven er med andre ord faldet fra den højeste top i samfundet, til den laveste bund. Og uden en advokat – der har givet greven kredit for fire års advokathjælp til en værdi af over 2 millioner kroner – samt private sponsorer, der i august 2001 trådte til og på et hængende hår – og med 250.000 kr – reddede greven og retssagens domsforhandling i september og oktober, da Chr. Harlang i juli havde sagt stop for yderligere kredit, havde spillet være ude for grev Erik og den 300-årige fundats, som greven stædigt fastholder han er forpligtet til at stå vagt om.
“Når man ser uretfærdighed kan man jo ikke være andet bekendt”, lød det beskedent fra en lokal erhvervsdrivende, der i begyndelsen af september trak 120.000 kr op ad bukselommen. I alt bidrog private med en kvart million – penge den danske stat burde have betalt, mener Chr. Harlang – og mange andre.
“Det er selvsagt aldeles uklædeligt for et retssamfund, at min klient skal bringes i den nu foreliggende situation som selvmøder”, skrev grevens advokat i sit brev af 20. juli. En måned senere meddelte landsretten imidlertid, at man ikke engang ville tillade at greven selv førte sin sag i retten. Skaffede grev Erik sig ikke en advokat senest d.3. september 2001, og afleverede et såkaldt påstandsdokument senest kl.16 denne dag, ville den store landsretssag blive afvist af Østre Landsret. Greven og Gisselfeld ville dermed have mistet muligheden for en domstolsafgørelse. Omfanget af det truende nederlag var uhyggeligt – set med grevens øjne. For bestyrelsen derimod smagte det af den længe ventede sejrs søde smag.
Af alle 5 stridsårs mange nedture for grev Erik må denne dag have været den mest nervepirrende. Inden udgangen af august lykkedes det dog (endnu engang) greven at slippe ud af sine aller værste bekymringer.
Den 29. august holdt den hårdt pressede greve pressemøde på slottet, hvor han roligt beskrev den vanskelige situation han befandt sig i. Ud af intet dukkede samme dag hovedsponsoren op. Han mødte personligt op på slottet, lidt før kamerafolk og journalister indtog slottets stilfulde spisesal, beskeden og af få ord. Nogle af de få han ytrede lød: “Den, der tåler uret, er værre end den der gør uret, for enhver der lader retten træde under fode er skyld i at uretten breder sig.”
20 minutter før landsrettens deadline tikkede det krævede påstandsdokument ind på landsrettens fax – sendt fra Harlangs kontor, der dermed gav tilsagt om at føre sagen. Helst så advokaten en lille udsættelse af domsforhandlingerne, men det ville landsretten ikke høre tale om. Grevens advokat måtte klare sig med det mindre i forberedelsestid. Bestyrelsens advokat forsøgte til det sidste at så tvivl om hvorvidt muligheden for at få sagen genoptaget af landsretten var forpasset. Men alle Nemeths anstrengelser var forgæves.
Jesper Petersen