Kommentar d.26.december 2003:

SKANDALE: Det såkaldte VMP II-projekt i Gødstrup Sø i Sydsjælland er en kæmpe rævekage og etableres på baggrund af 25 års omfattende lovbrud og naturødelæggelser. Uduelige eller korrupte myndigheder samt en svag naturfredningsforening har ansvaret for at det er gået så galt

af Jesper Petersen, journalist og ornitolog

Mange års tilbagevendende massakre på ynglen fra i hundredevis af sjældne ynglefugle i en af Danmarks fuglerigeste søer, Gødstrup Sø i Sydsjælland, kunne have været undgået, hvis blot myndighederne havde stået vagt om den eksisterende lovgivning.

Dermed kunne det netop søsatte VMP II-projekt, samt den medfølgende kæmperegning til skatteborgerne, have været sparet. Endvidere kunne de problemer, som VMP II-projektet skaber for fugle og den øvrige natur, ligeledes have været undgået.

Desværre svigtede især Storstrøms amt, og tillod at en række naturødelæggende lovbrud blev gentaget år efter år.

Men også Danmarks Naturfredningsforening bærer et medansvar. Naturens selvudråbte advokat og vagthund har i realiteten været en logrende skødehund i den langvarige Gødstrup Sø-tragedie.

Ornitolog, Bo Tureby, der på tætteste hold har fuldt Gødstrupsøens triste trængsler fra dag 1, har denne kommentar:

“Hvad skal jeg sige om 25 års lovbrud og naturødelæggelser: Ebberød Bank er jo mildt sagt. Det er helt ude i hampen; det er forstemmende, deprimerende, frustrerende, rystende – jeg mangler ord.

Frem for alt er det jo dybt pinligt, at man forvalter et EU-fugleområde på den måde fra offentlig side. At man overhovedet ikke er sig sit ansvar bevidst. At loven ingen betydning har. Min retsopfattelse på naturens vegne er alvorligt krænket.

Hele miseren er for den sags skyld også pinlig for DN og DOF. Sagen er jo fulgt til dørs for egen regning og risiko af nogle få lokale ornitologer, uden opbakning fra hverken DOF eller DN.

Med hensyn til det aktuelle VMP II-projekt vil jeg gerne minde om, at der ikke skulle flyttes en eneste mursten, fældes et eneste træ, graves en eneste kubikmeter jord væk for at bevare den fuglerige sø – det eneste, der krævedes, var at gi’ naturen fred ved at slukke på kontakten til afvandingspumpen.”

Loven overtrådt år efter år

Eksemplerne på lovbrud er omfattende:

Tidligere på året afgjorde Naturklagenævnet en mangeårig strid om en afvandingskanal etableret ulovligt af Gisselfeld i 1994 og brugt til at forstærke afvandingen af den meget fuglerige sø.

Først da lokale ornitologer sidste år indbragte sagen for Folketingets Ombudsmand, ophørte amtet med ulovligt at blokere for at sagen blev behandlet af Naturklagenævnet.

Naturklagenævnets afgørelse faldt 2. maj i år – otte år forsinket, på grund af amtets obstruktion af sagen. Og afgørelsen viser, at det set fra lodsejernes synsvinkel passede som fod i hose at Storstrøms amt i otte år forhindrede at Naturklagenævnet blev inddraget i sagen.

Naturklagenævnet fastslår, at afvandingskanalen væsentligt har ændret naturtilstanden i området. Kanalen er med andre ord en klokkeklar overtrædelse af naturbeskyttelseslovens § 3.

“Kanalen er gravet med det formål at bortlede overfladevand fra landbrugsarealerne, og netop sådan en ændring af vandstanden har afgørende betydning for fuglelivet i området. Det fremgår endvidere, jfr. Skov- og Naturstyrelsens udtalelse, at den af afvandingskanalen forårsagede sænkning af grundvandstanden vurderes at påvirke engens vegetation negativt. Nævnet finder på denne baggrund, at afvandingskanalen medfører en forringelse af områdets naturtilstand, herunder værdien som levested for fugle, hvilket (også) er i modstrid med Danmarks internationale forpligtelser.”

Ni år og et par hundrede skriftlige og telefoniske henvendelser til alverdens myndighedsinstanser tog det at få stoppet ovennævnte åbenbare lovovertrædelse. Det er en mild underdrivelse at konstatere, at naturen reelt har været retsløs, selv i et af landets højest klassificerede naturområder.

En tragisk føljeton

Sagen om Gisselfelds ulovlige afvandingskanal er kun een blandt mange i den tragiske føljeton om den tilbagevendende afvanding af en af Danmarks fuglerigeste søer. Den lavvandede, godt og vel 50 hektar store sø beliggende 7 km nordøst for Næstved er blevet tømt for vand midt i fuglenes ynglesæson i alt ni gange siden 1978. Alene i de sidste fem år er søens 500 millioner liter livgivende ferskvand blevet pumpet og drænet væk under hundredevis af vandfuglereder med æg og -unger – deriblandt flere rødlistede og i forvejen truede arter.

Oven i købet er søen beliggende i et såkaldt EF-fuglebeskyttelsesområde, hvor den danske stat har forpligtet sig til tage særligt hensyn til fuglelivet.

Og fuglelivet er intet mindre end unikt: Alle Danmarks fire lappedykkerarter yngler i søen. Samt sjældne eller fåtallige svømmeænder såsom atlingand (3-5 par), spidsand (0-1 par), knarand (flere par), pibeand (0-1 par), krikand (5-10 par), skeand (op til 15 par). Med meget mere.

Det 19 km2 store EF-fuglebeskyttelsesområde, som Gødstrup Sø ligger i den østlige udkant af, er udpeget pga. fire ynglefuglearter, der alle har lidt alvorligt under de mange års lovløse og naturfjendtlige forvaltning.

Tre af de fire arter yngler i selve Gødstrup Sø; sorthalset lappedykker, rørhøg og knarand. Den sjældne sorthalsede lappedykker er pga. naturskadelig forvaltning af hele naturområdet udryddet som ynglefugl for ca.10 år siden i den del af fuglelokaliteten hvor arten oprindeligt ynglede, men op til 6 par pr. år har forsøgt at yngle i Gødstrup Sø. Flere par har udklækket unger, men ligesom alle andre lappedykkerunger – der er særlig lang tid om at blive flyvefærdige – er hver og én af disse rødlistede fugleunger omkommet som følge af søtømningerne.

En anden lappedykker-art, den gråstrubede lappedykker, har sin største ynglebestand på Sjælland i Gødstrup Sø. Siden 1978 har årligt ca.20 par gråstrubede lappedykkere forsøgt at yngle i søen, men samtlige i alt ca.200 ynglepars ca.500 unger er omkommet.

Kommune overtræder loven

Samtidig med at Gisselfeld i forsommeren 1994 udgravede den ulovlige afvandingskanal uddybede Holmegaard kommune – formentlig efter pres fra Gisselfeld og de øvrige lodsejere – ulovligt Gødstrup Sø’s hovedafløb. De to lovovertrædelser supplerede på fineste vis hinanden og sikrede en markant forøget dræning af området.

Det godt og vel 1 km lange vandløb blev på hele sin strækning voldsomt uddybet (med op til 81 cm) med øget dræning af hele EF-fuglebeskyttelseslokaliteten til følge.

Skov- og Naturstyrelsen behandlede i 1995 som sidste forvaltningsinstans min anmeldelse og klage over Holmegaard Kommunes ulovlige arbejde. I en fire siders soleklar afgørelse fra 27. september 1995 skriver kontorchef Veit Koester:

“Skov- og Naturstyrelsens finder det meget beklageligt, at kommunen som offentlig myndighed har handlet i strid med naturberskyttelsesloven.”

Igen fik lovovertrædelsen dog ingen følger. Så forbrydelse viste sig atter at betale sig. Og gav enhver resultatsøgende lodsejer mod til at fortsætte lovovertrædelserne. Hvad hurtigt skete.

I 1997 var den for alvor gal igen. Det magtfulde gods Gisselfeld gennemfører i januar og februar 1997 den hidtil voldsomste uddybning nogensinde af seks km vandløb i Porsmosen, der støder op til Gødstrup Sø fra vest til nordøst. Det var kun tre år siden at hhv. Gisselfeld og Holmegaard kommune ulovligt drænede ca 1,5 km vandløb i Porsmosen – og siden fik læst og påskrevet af overordnede myndigheder. Med uddybningerne af seks km vandløb i Porsmosen i 1997 var stort set hver og een meter vandløb i det i forvejen for hårdt drænede område (i alt 7.500 meter) gravet ned til kineserne.

Flere hundrede hektar blev negativt påvirket af Gisselfelds omfattende afvandingsarbejde, til skade for bl.a. sjældne ynglefugle som stor regnspove, der yngler med under 5 par på Sjælland og som specifikt er nævnt i EF-fuglelokalitets-udpegningsgrundlaget.

Efter et slidsomt forarbejde af undertegnede, hvor Storstrøms amt bl.a. forsøger at sylte sagen, nåede den langt om længe frem til Skov- og Naturstyrelsen.

På baggrund af en besigtigelse og grundig undersøgelse og gennemfotografering af Porsmosens uddybede grøfter og vandløb d.18 august 1998, konstaterede styrelsens økologiske kontor, at der var foretaget en omfattende uddybning af Sydsjællands største ferske engområde.

Men også denne grove naturforringelse og ulovlighed får lov at passere uden hverken idømmelse af bøder eller krav om retablering, og har nu i over seks år ulovligt, men uhyre effektivt, drænet Porsmosen bl.a. til skade for en række fuglearter som DK internationalt har forpligtet sig til at beskytte netop her.

Men omvendt; til glæde for de lodsejerkræfter, der ønsker Porsmosen bibeholdt som et (proforma)landbrugsområde (læs: tilskuds-spekulations-pengemaskine).

Lodsejerkræfter, der med det netop søsatte VMP II-projekt for Gødstrup Sø, atter har vist at man er i stand til at score gigantiske erstatninger på falsk grundlag, idet de landbrugsrettigheder man påberåber sig at lide tab på, reelt kun har kunnet opretholdes ved hjælp af systematiske lovbrud i årevis.

Lille notat med stor betydning

Under et aktindsigtsbesøg på Amtsgården i Nykøbing Falster den 18. oktober 2001 faldt jeg i den voluminøse papirbunke over et internt notat, der ved en fejl var blevet udleveret. Notatet, der var skrevet i hånden af tidligere embedsmand i amtet, Else Marie Stamphøj, lød: “Den 8 juni: Talt med Birgit Honoré i Vildtforvaltningskontoret. Hun mener, at formuleringen i Vildtforvaltningsloven om at man ikke bevidst må ødelægge fugleæg og -reder også holder her, og at vildtforvaltningskonsulent, Finn Jensen, kan gå ud og sige det er ulovligt.”

Trods sin lidenhed er notatet yderst interessant. For den klare rådgivning fra højeste sted til trods, stoppede amtets vildtforvaltningskonsulent nemlig ikke fuglemassakren i Gødstrup Sø, hverken i 1994, året efter – eller de kommende år. Hvorfor mon? I alt 6 tragiske søtømninger – og et dyrt VMP II-projekt – kunne have været sparet, hvis Storstrøms amt havde fulgt den klare rådgivning man fik i 1994. Hvad gik galt? Eller måske rettere: Hvem greb igen ind og forhindrede at loven blev overholdt?

Da Gødstrup Sø i foråret 2002 opstod for 8. gang politianmeldtes den forestående fuglemassakre den 10 maj af lokale ornitologer, jævnfør den nyerhvervede viden på Amtsgården i Nykøbing F. Tre uger senere fremsendtes en 27 sider lang sagsfremstilling af ca.20 års omfattende lovbrud og naturødelæggelser til Folketingets Ombudsmand, Skov- og Naturstyrelsen, Tilsynsrådet samt Storstrøms amt. Behovet for en hurtig indgriben blev understreget i begge, meget udførlige, skrivelser med den forhåbning at det kunne forhindre dette års truende massakre på ynglen fra flere hundrede par vandfugle.

“Vi skal således indtrængende appellere til politimesteren om at gribe ind og med loven i hånden stoppe afvandingen af Gødstrup Sø aller hurtigst muligt.”

Politimesteren svarede – trods flere rykker – først sidst på året, da alle fugleunger forlængst var forvandlet til indtørrede kadavere på en udtørret søbund. Politimesteren afviste sagen med det argument, at lodsejerne havde ret til at pumpe i området samt – under politiets afhøring – havde erklæret, at de ikke vidste at bortpumpningen af Gødstrupsøens vand medførte død og ødelæggelse for fugleynglen i søen.

I lyset af de sidste 20 års mediedækning af sagen er påstanden om ukendskab til fugleynglens død absurd og utroværdig.

Varm kartoffel

Året efter – i år – genopstod søen atter. Den 21. april anmeldtes dette års nært forestående fuglemassakre.

I anmeldelsen hedder det bl.a.: “Vi går ud fra at politiet er enig med os i at pumpelaugsformandens påstand om ukendskab til konsekvenserne af den brutale afvanding af Gødstrup Sø ikke kan anses for troværdig igen i år, idet vi må formode, at politiet sidste år – om ikke andet – i det mindste orienterede pumpelaugsformanden om indholdet i anmeldelsen mod ham og de andre 12 lodsejere.”

Den 23. maj beså vildforvaltningskonsulent Finn Jensen samt landbetjent Jørgen Petersen den døende sø. Efter besigtigelse og fotografering af en snes forladte vandfuglereder, konstaterede landbetjenten, at han havde set nok til at konstaterede, at “et ikke uanseligt antal reder” var blevet ødelagt.

I efteråret sendte Politimesteren så sagen til Skov- og Naturstyrelsen og bad om en udtalelse i sagen. Derved gentager historien sig – efter otte år. Det bliver spændende at høre om styrelsen fortolker loven ligesom i 1994.

Fuldmægtig Karsten Due i Skov- og Naturstyrelsens Vildtforvaltningskontor vil ikke kommentere den aktuelle sag, pga. den verserede politiundersøgelse, der i et par måneder har været en varm kartoffel i Skov- og Naturstyrelsen. Spurgt om man lovligt kan tømme en sø med hundredevis af fuglereder og -unger med den konsekvens at ynglen dør; endda i et EF-fuglebeskyttelsesområde, svarer Karsten Due:

“Det er der tvivl om. Tømmer man søen med den bevidste hensigt at ødelægge disse fuglereder og -unger, ja, så er det indiskutabelt en overtrædelse. Men i situationer, hvor man har en ret til at regulere på vandstanden (som i tilfældet Gødstrup Sø, der juridisk har status af landbrugsområde), så er der en kollision fra en juridisk vinkel at få styr på. Derfor vil vi fra Skov- og Naturstyrelsen ikke med absolut sikkerhed sige, at det her er en overtrædelse, men derimod blot sige, at det kan være en overtrædelse.”

I sidste ende bliver det op til politimesteren at foretage den endelige vurdering. Karsten Due antyder, at udgangen på sagen kunne blive, at man opgiver at rejse tiltale mod Gødstrupsøens lodsejere, fordi det pumpelaug de siden 1950’erne har været sluttet sammen i, blev nedlagt i sommer i forbindelse med VMP II-projektet.

Politimesteren antyder en anden kattelem: Et brev af 14/2 d.å. fra Storstrøms amt tilsendt lodsejerne med ønske om at Gødstrupsøen holdes afvandet på grund af dét entreprenørarbejde amtet havde planlagt som led i VMP II-projektet.

Naturen det billige skidt

Få steder er dokumentationen af lodsejeres og myndigheders naturødelæggende lovovertrædelser så grundigt dokumenteret som i EF-fuglebeskyttelseslokalitet nr.91 i de sidste 20 år.

Som allerede beskrevet, bærer Storstrøms amt et meget tungt ansvar for lovbrud og forvaltningssvigt, men også i Skov- og Naturstyrelsen og Danmarks Naturfredningsforening bør man have røde ører.

Helt tilbage i 1990 udgav styrelsen den første status-rapport om tilstanden i de dengang 7 år gamle EF-fuglebeskyttelsesområder. Konklusionen lød: “Holmegaard Mose er et af de få eksempler på et direkte dårligt forvaltet EF-fuglebeskyttelsesområde. Både ynglende og rastende fugle bydes ringe kår grundet intensiv og ikke hensynsfuld drift af området. Engområderne bør snarest sikres mod intensiveret afvanding.”

13 år senere er situationen markant forværret.

Også i lyset af ovenstående må man konstatere, at naturen selv i landets aller mest beskyttede naturområder ikke er det papir værd som beskyttelsesaftalerne er skrevet på. I Holmegaard Mose-området har wild-west-tilstande og spekulation i jord og landbrugs-tilskud år efter år sat dagsordenen med omfattende skader på natur, retsopfattelse og samfund.

Selv helt ind i Danmarks Naturfredningsforening har man svigtet fælt. Siden jeg i 1979 skrev mit første lange brev til foreningen om dette års tragiske fuglemassakre har “naturens vagthund” igen og igen vist sig som en logrende skødehund.

Da jeg ovenpå endnu en grotesk myndighedsbeslutning i slutningen af 90’erne foreslog DNs fredningsleder, Jesper Refn, at foreningen simpelthen anlagde en retssag, lød det fra Refn: “Det har vi aldrig gjort, og det vil vi heller ikke gøre, for det ville bare ødelægge det gode samarbejdsklima i Naturklagenævnet”.

Set i bagklogskabens klare lys fremstår Refns og DNs fundamentale fejlvurdering og passivitet særligt graverende, og man kan ikke lade være med at fundere over hvor lang tid rigtige advokater ville overleve hvis de på forhånd afstod fra at føre retssager.

Læs også: kommentaren “Pengestyret sø-projekt truer naturen”, samt artiklerne “Naturfredere støtter naturødelæggelse”, “DN løber fra gammelt fredningsarbejde”, “200-årig skov ofres i speget naturprojekt”